Omkring 400 personer måtte bringes i sikkerhed væk fra området onsdag aften, siger politiet.

Lufthavnen i Hamburg er sent onsdag aften åbnet igen, efter at de tyske myndigheder onsdag lukkede lufthavnen ned for at fjerne en bombe fra Anden Verdenskrig.

Det skriver lufthavnen på Twitter lidt før klokken 23.

En bombe på 450 kilo blev fundet ved lufthavnen tidligere på aftenen og senere afmonteret af bombespecialister.

Alle huse inden for en radius af 300 meter blev evakueret efter fundet.

- Omkring 400 personer må bringes i sikkerhed væk fra området, skrev politiet i en meddelelse.

Det er ikke usædvanligt, at tyske myndigheder finder bomber fra Anden Verdenskrig i det tyske bybillede.

En bombe på 500 kilo fra Anden Verdenskrig blev i juli demonteret nær Den Europæiske Centralbank, ECB's, hovedkvarter i Frankfurt efter en omfattende evakuering af tusindvis af mennesker.

De tyske myndigheder siger, at omkring 16.500 personer blev evakueret i det centrale område, hvor også ECB's store skyskraber ligger med dens store glasfacader.

Sidste år skete der evakueringer af mange tusinde mennesker i blandt andet Köln og Berlin efter fund af bomber fra Anden Verdenskrig.

/ritzau/dpa