Præsidenten mener, ngo'er sætter ild til Amazonas, fordi de er sure over, at regeringen har mindsket støtten.

Brasiliens højreorienterede præsident, Jair Bolsonaro, beskylder ikkestatslige organisationer, de såkaldte ngo'er, for at sætte ild til regnskoven Amazonas.

Præsidenten mener, at organisationerne står bag en række påsatte brande, fordi de er utilfredse med, at regeringen har skåret i den statslige støtte til dem.

- Alt tyder på, at ngo'er sætter ild til skoven, siger han i en liveoptagelse på Facebook onsdag.

Adspurgt om han har nogle beviser, svarer han, at han ikke har nogen "skriftlig nedfældet plan".

- Det er ikke sådan, det fungerer, siger han uden at uddybe.

Den tidligere militærmand mener, at et motiv til den påståede ildspåsættelse kan være, at staten har skåret i sin støtte til organisationerne, hvorfor de ønsker at skade regeringen.

- Kriminalitet eksisterer. Disse mennesker mangler penge, siger han.

Miljø- og klimaeksperter betvivler Bolsonaros påstand om, at ngo'er står bag skovbrandene.

De kalder hans udtalelser "et røgslør", der skal tage fokus fra, at hans regering har afviklet meget af beskyttelsen af verdens største tropiske regnskov.

Mange eksperter mener, at landmænd, der rydder store skovområder, er ansvarlige for stigningen i antallet af brande.

Amazonas har været ramt af et rekordhøjt antal brande i år. Mellem januar og august er der registreret næsten 73.000 skovbrande.

Til sammenligning blev der i hele 2018 registreret 40.000 skovbrande, viser satellitdata fra Brasiliens Institut for Rumforskning (Inpe).

Det er ikke usædvanligt med skovbrande i Brasilien i den tørre årstid, som normalt slutter i slutningen af oktober eller begyndelsen af november, men det antages, at flere af brandene er påsatte for at skaffe jord til afgrøder eller græsningsarealer.

Bolsonaro afviser tallene fra Inpe. Præsidenten siger, at der er tale om løgne, og han har fyret en ledende medarbejder i organisationen.

/ritzau/Reuters