Mindst 20.000 mennesker er dræbt under Boko Harams kamp for en islamisk stat i det nordlige Nigeria.

Maiduguri. En række eksplosioner har dræbt mindst fire og såret 18 i lejre, som er oprettet for civile på flugt fra den ekstremistiske Boko Haram-bevægelse.

Det oplyser det statslige politi i byen Maiduguri i det nordøstlige Nigeria til AFP.

Angrebene er de seneste i en række bombeanslag i regionen.

- Tre bomber eksploderede her til morgen tre forskellige steder - nær Muna Garage i Maiduguri. Fire mennesker er dræbt og 18 er såret, siger talsmænd for politiet.

Fire mennesker blev også dræbt for tre dage siden, da flere selvmordsbombere angreb en landsby i det nordøstlige Nigeria.

- En mand og to kvinder trængte lørdag aften ind i landsbyen, som ligger i udkanten af Maiduguri. De havde sprængstoffer spændt fast på kroppen og løb i forskellige retninger, inden de detonerede dem, siger politiets talsmand, Victor Isuku.

- En lokal vagtmand, en kvinde og hendes to børn blev dræbt. Otte andre personer blev såret, siger han.

Den militante islamistiske bevægelse Boko Haram menes at stå bag angrebet.

Mindst 20.000 mennesker er blevet dræbt og omkring 2,6 millioner er drevet på flugt fra deres hjem, efter at Boko Haram i 2009 greb til våben i en kamp for en islamisk stat i det nordlige Nigeria.

Krigen har sammen med tørke forårsaget en humanitær krise i området. Ifølge FN har 10,7 millioner mennesker i dag behov for hjælp udefra. 7,1 millioner mennesker trues af sult.

/ritzau/AFP