Den amerikanske flyproducent Boeing udskifter den øverst ansvarlige for selskabets division for passagerfly.

Den amerikanske flyproducent Boeing har udskiftet den øverst ansvarlige for selskabets afdeling for passagerfly.

Det oplyser den amerikanske flyproducent tirsdag.

Meddelelsen kommer, dagen før selskabet offentliggør kvartalsregnskab og få dage efter nye afsløringer om Boeings ulykkesramte MAX-fly.

Kevin McAllister fratræder som direktør for Boeing Commercial Airplanes. Han bliver afløst af Stanley Deal, som hidtil har stået i spidsen for Boeings serviceafdeling.

McAllister er den højst placerede chef, som er blevet udskiftet, siden et fly af typen 737 MAX i marts styrtede ned i Etiopien. Alle 157 om bord blev dræbt.

Det var det andet styrt med det pågældende fly på få måneder. I oktober 2018 mistede 189 mennesker livet, da et fly styrtede ned i Indonesien.

Siden marts har flytypen været suspenderet fra at gå i luften.

Boeing oplyste i april, at de to flystyrt i Indonesien og Etiopien var forårsaget af en fejl i aktiveringen af flyets MCAS-funktion, der er et automatisk anti-stall-system, der skal forhindre, at flyet mister dets opdrift.

Systemet er nyt, og det er blevet kritiseret, at piloterne ikke er blevet godt nok uddannet i det.

I sidste uge afslørede avisen The New York Times, at en pilot ansat hos Boeing allerede i 2016 kan have opdaget problemer med 737 MAX-flyet.

Under en test i en flysimulator skal piloten have meldt om knas med MCAS-softwaren til en kollega.

Ifølge Boeings ledelse blev dokumenterne med oplysninger om mulige problemer i sikkerhedssystemet fundet "for nogle måneder siden".

Flyproducenten videregav dokumenterne til den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, torsdag.

FAA har krævet en "omgående" forklaring fra Boeings ledelse.

/ritzau/Reuters