Ny kinesisk sikkerhedslov er et værktøj til at kriminalisere tale, mener fremtrædende Hongkong-aktivist.

Bøger, der er skrevet af fremtrædende demokratiaktivister i Hongkong, er begyndt at forsvinde fra den asiatiske storbys biblioteker.

Bøgerne kan ikke længere lånes og er ikke at finde på hylderne, skriver nyhedsbureauet AFP. Det sker, få dage efter at Kina har indført en streng ny sikkerhedslov.

Blandt de forfattere, hvis bøger ikke længere kan lånes, er Joshua Wong. Han er en af Hongkongs mest fremtrædende unge aktivister.

Tanya Chan, som er en kendt politiker og ligeledes en fremtrædende skikkelse blandt demokratiforkæmperne, er en anden af dem.

Den nye sikkerhedslov trådte i kraft tirsdag. Det er den største omvæltning i Hongkong, siden territoriet blev overdraget tilbage fra britisk styre til kinesisk styre i 1997.

Joshua Wong siger, at han mener, at hans bøger er blevet fjernet fra hylderne på grund af den nye sikkerhedslov.

- Hvid terror spreder sig fortsat, og den nationale sikkerhedslov er grundlæggende et værktøj til at kriminalisere tale, skriver Wong i et opslag på Facebook.

"Hvid terror" henviser til politisk forfølgelse.

Kulturforvaltningen i byen oplyser, at bøger skrevet af Wong og andre fremtrædende politiske aktivister er fjernet, indtil man får undersøgt nærmere, om de er i strid med den nye sikkerhedslov.

Loven har skabt frygt blandt aktivister og andre indbyggere i Hongkong for at udtale sig åbent.

Blandt andet kan oprør eller forsøg på løsrivelse give fængsel på op til livstid i Hongkong.

Allerede dagen efter, at loven var trådt i kraft, blev de første personer anholdt i Hongkong for at have brudt den.

Den første anholdelse tilfaldt en mand, der tilsyneladende fredeligt demonstrerede for et uafhængigt Hongkong. Han var iført en t-shirt med påskriften "Befri Hongkong".

I hele Hongkong har både private, forretninger og virksomheder haft travlt med at fjerne symboler på det store demokratioprør, der har præget storbyen i over et år.

/ritzau/AFP