Den iranske flygtning, der i 18 år levede i Charles De Gaulle-lufthavnen i Paris, er død.

Mehran Karimi Nasseri blev 76 år, inden han lørdag døde af et hjertetilfælde i den franske lufthavn, hvor han nåede at blive verdensberømt.

Blandt andet inspirerede han den amerikanske filminstruktør Steven Spielberg til filmen »The Terminal« fra 2004 med Hollywoodstjernerne Tom Hanks og Catherine Zeta-Jones i hovedrollerne.

Samme år udkom også hans selvbiografi »The Terminal Man«.

De seneste år boede han ifølge BBC på et socialt værested i Paris, men for et par uger siden vendte han tilbage til sin stamlufthavn, hvor han blev boende indtil sin død i weekenden.

Nasseri blev fundet med flere tusinde euro i sin besiddelse, og skulle i 2003 angiveligt have fået udbetalt 250.000 amerikanske dollar fra Steven Spielbergs produktionsselskab DreamWorks.

I 1988 gjorde han den franske lufthavn til sit hjem, da han blev fanget i et diplomatisk limbo uden et oprindelsesland at vende tilbage til efter forgæves at have forsøgt at få lov til at rejse ind i Storbritannien uden gyldigt pas.

Han blev sendt tilbage med fly til Frankrig, hvor myndighederne heller ikke ville give han lov til egentlig indrejse, men lod ham opholde sig i Terminal 1 i lufthavnen ved Paris.

Mehran Karimi Nasseri indrettede sig med sine få ejendele under sine 18 års ophold i Charles De Gaulle- lufthavnen. Arkivfoto.
Mehran Karimi Nasseri indrettede sig med sine få ejendele under sine 18 års ophold i Charles De Gaulle- lufthavnen. Arkivfoto. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Her indrettede han sig så med sine få ejendele, og levede af lufthavnens faciliteter i 18 år.

Fra ansatte i lufthavnen modtog han mad og aviser, ligesom han hyppigt blev opsøgt af journalister, der ville berette om hans usædvanlige historie.

Livet i lufthavnsterminalen blev dog afbrudt i 2006, hvor Mehran Karimi Nasseri blev indlagt.

Efterfølgende boede han på et værested i Paris, inden han vendte tilbage til lufthavnen et par uger før sin sidste rejse.

Et hjerteanfald tog livet af ham lørdag ved middagstid i lufthavnens Terminal 2F. Politi- og redningsfolk forsøgte at redde hans liv, men uden held.