Mere end 33 dødsfald siden 2009 og heraf 24 i USA.

Det er, hvad en airbag fra mærket Takata har forårsaget, fordi den kan eksplodere, når bilisten har et sammenstød.

Af den grund advarer BMW nu op imod 90.000 BMW-ejere i USA og siger, at de ikke skal køre i deres bil, før den pågældende airbag er erstattet.

Det skriver AP.

Takata bruger ammoniumnitrat til at udløse deres airbags, men dette materiale kan nedbrydes over årene, når det udsættes for varme og fugt og kan få den metalbeholder, som airbaggen er i, til at eksplodere. Dette kan sende skarpe metalstykker imod passagerne, som kan skade eller dræbe dem.

The National Highway Traffic Safety Administration siger også, at de ramte bilejere bør parkere deres bil i garagen og kontakte BMW.

»Disse køretøjer er 17 til 22 år gamle, og risikoen for køretøjets passagerer er alvorlig,« forklarer de i en pressemeddelelse.

»Dette er nogle af de ældste Takata-airbags, der er tilbagekaldt, og de har en ekstrem høj sandsynlighed for fejl under et uheld.«

Der vil ikke være nogen omkostninger for ejerne i forbindelse med udskiftningen, ligesom det også vil være gratis at få hentet og leveret bilen tilbage.

BMW-ejere er ikke de første, som er blevet ramt af problemer med Takata-airbaggen, da også Honda, Ford og Stellantis-ejere tidligere er blevet opfordret til at få den skiftet.

Bilerne, som det handler om, er BMWs 3-serie fra 2000-2006, BMWs 5-serie fra 2000-2003 og BMWs X5-serie fra 2000-2003.