Det er komplet vanvittigt, og SAS burde skamme sig.

Det mener den norske blogger Isabel Raad i hvert fald. Hun fløj torsdag med flyselskabet fra Oslo til Stavanger, men blev voldsomt chokeret, da hun gik om bord.

'Vores fly var FYLDT. Det er komplet vanvittigt, at SAS gør sådan,' skriver hun på sin blog og henviser til de mange strikse tiltag, der er i denne coronatid, hvor folk verden over bliver opfordret til at holde afstand til hinanden.

I Norge er der som i de fleste lande indført restriktioner for landets flyselskaber. Dele af indenrigsflyvningerne foregår dog stadig som normalt. Noget, som Isabel Raad altså kalder 'komplet vanvittigt'.

Hun har delt et billede på sin blog, hvor man kan se, hvor tæt passagererne sidder op af hinanden, og der er det da også tydeligt, at det er komplet umuligt for passagererne at holde afstand. (Du kan se et billede inde fra flyet i bunden af artiklen).

Isabel Raad undrer sig i sit indlæg over, hvorfor SAS ikke følger anbefalingerne for at mindske risikoen for smitteudbredning.

'Jeg reagerer virkelig voldsomt på dette. Det er for dårligt,' skriver hun og påpeger, at hun mener, at SAS burde 'skamme sig'.

Norske Dagbladet har været i kontakt med Isabel Raad for at få en uddybende kommentar, men hun har afvist at udtale sig yderligere og henviser i stedet til blogindlægget.

Den 26-årige blogger understreger dog, at hun skulle rejse fra Oslo til Stavanger af arbejdsmæssige årsager.

Hun var ikke den eneste på den omtalte flyvning, som var utilfreds med antallet af flypassagerer.

Dagbladet har talt med en anden passager ved navn Truls Ørmen Erlingsen, som siger følgende:

»Det blev ikke nævnt et eneste ord om, at vi skulle huske at vise hensyn eller holde afstand. Jeg sad i midten af to personer, og vi troede alle, at vi ville få tre pladser hver, men der var ikke et eneste sæde ledigt.«

Det norske medie har talt med John Echoff, som er pressechef i SAS. Han siger, at flyselskabet - ligesom resten af befolkningen - skal følge regeringens anbefalinger.

Han siger også, at flypersonalet forsøger at sprede passagererne så meget som muligt.

»Det kan ikke lade sig gøre at holde en meters afstand på vores flyvninger, når flyet er fyldt. De fleste af vores fly er næsten tomme, men på visse flyvninger er der flere rejsende. Der er i dag ingen krav fra myndighederne - kun når det gælder flyvninger til områder, der betragtes som højrisikoområder,« siger han og fortsætter:

»Det her er, hvad vi har at tilbyde, og så må folk tage de forholdsregler, der er nødvendige som flypassager - for eksempel med god håndhygiejne.«

Han påpeger endvidere, SAS ikke tillader personer, der er syge eller har symptomer at gå om bord på flyet.

Kritikken mod flyselskabet kommer samme dag, som den norske sundhedsminister, Bent Høie, på et pressemøde blev spurgt om, hvilke smittetiltag der gælder på flyrejser.

Han svarede - ifølge Dagbladet - at der arbejdes på at 'finde gode løsninger' for flypassagererne, og han varslede samtidig, at flyselskaberne kunne se frem til nye retningslinjer i den kommende uge.

Der var plads til omkring 160 personer på det omtalte fly fra Oslo til Stavanger.