En person er blevet dræbt og en anden meldes alvorligt såret af skudsår, efter politiet i den svenske hovedstad Stockholm tirsdag med få timers mellemrum blev alarmeret om to alvorlige skudepisoder.

Den første skudepisode fik politiet melding om kl. 15.45, da der blev hørt skyderi i et boligområde på den lille ø Lindingö øst for Stockholm.

»Vidner slår alarm om, at man har hørt skyderi. Der skal være blevet hørt flere skud,« siger Anna Westberg fra politiet i Stockholm til Aftonbladet.

De tilkaldte politipatruljer finder på stedet en 57-årig mand med skudlæsioner ved et parkeringsareal foran et etagebyggeri. Han bliver med helikopter fløjet til et nærliggende sygehus, hvor lægerne dog ikke kan stille noget op, men må erklære ham for død. Det melder politiet ud omkring kl. 19 tirsdag aften.

Ifølge Aftonbladet er der formentlig blevet benyttet en form for automatvåben ved skuddrabet. Umiddelbart efter alarmen om skyderiet bevogtede det svenske politi med skudsikre veste den bro, der fører til og fra øen, og kontrollerede med en vejspærring alle forbipasserende - også i busser og tog. Knap en time efter skyderiet bliver to mand anholdt ved broen, efter at de er blevet set opholde sig under broen. Her dykker politiet nu i håb om at finde det anvendte mordvåben.

Og ganske kort tid efter, at politiet i Stockholm havde bekræftet den dødelige udgang på skyderiet, lød alarmen om en ny skudepisode i den svenske hovedstad. Denne gang i forstaden Barkaby, der ligger en snes km nord for Stockholm. Her blev der kl. 19.10 tilsyneladende skud ind i en bil nær et supermarked på det lokale torv. Her skulle én person ifølge de første meldinger være såret af skud. Han er blevet bragt på hospitalet med alvorlige skader.