USAs udenrigsminister Antony Blinken mødtes fredag formiddag med den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i Genève.

Mødet fandt sted efter Rusland i den seneste tid har oprustet militært med titusinder af soldater ved grænsen til Ukraine.

Den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken sagde torsdag, at enhver »ny aggression« fra Moskva mod dets nabo Ukraine ville blive mødt med en »hurtig, alvorlig, forenet reaktion« fra Det Hvide Hus og dets samarbejdspartnere.

»Noget af det mest skræmmende lige nu, det er, at man har talt med hinanden i ugevis, og intet er kommet ud af det – det vil overrask mig meget, hvis der kommer andet ud af det, endt at man viser muskler,« lyder det ra B.T.s internationale korrespondent.

Hans bud er, at derm hvor de to ministre kan møde hinanden, vil være med en aftale om positionering af missiler, og hvor hæren fra Rusland står placeret henne.

Efter forhandlinger i Genève siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at hans amerikanske modpart, Antony Blinken, har forsikret, at USA vil hjælpe med at få ført Minsk-aftalen om Ukraine ud i livet.

Lavrov udtrykker håb om, at »højspændte følelser vil tage af«, og han kalder dagens forhandlinger for »åbne og nyttige.«

Han siger, at »dialogen fortsætter«. Det skriver Reuters,

Mødet mellem de to udenrigsministre foregik på Hotel President i Genève.

Flere andre magtfulde ledere – for eksempel Ursula von der Leyen, chef for Den Europæiske Unions – har på det seneste udtalt, at det vil have store konsekvenser, hvis Rusland beslutter at gå ind i Ukraine.

»Vi vil reagere med massive økonomiske og finansielle sanktioner. Det transatlantiske samfund står fast på dette,« lød det fra hende.

I mellemtiden krævede den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock, at Moskva tog hurtige »skridt hen imod deeskalering« og advarede om, at enhver »yderligere aggressiv adfærd eller aggression« fra Rusland ville resultere i »alvorlige konsekvenser.«

Fredag skriver Reuters , at Ukraines efterretningsvæsen siger, at »besættelsesstyrker« hemmeligt har bragt militært materiel ind i landet fra Rusland – blandt andet brændstof, flere kampvogne, artilleri og mortérgranater.

Samtidig hedder det, at »Rusland aktivt rekrutterer lejesoldater«, som trænes i særlige centre.

Andre læser også