»Vi har hørt, at der er mennesker, der ikke kan komme ud af deres hjem, og der er mennesker, vi ikke kan nå.«

Midt i nattens mørke ramte et voldsomt jordskælv pludselig det sydlige Tyrkiet og vækkede tusindvis af forskrækkede borgere.

Blandt dem er Nihat Altundağ, der til The Guardian fortæller, at de kraftige rystelser vækkede ham og hans familie, mens de lå og sov i byen Pazarcık.

»Vores hus ser solidt ud udefra, men der er revner indeni. Der er ødelagte bygninger omkring mig, der er huse i brand,« fortæller han og tilføjer:

Her ses folk lede i de sammenstyrtede ruiner af en bygning i tyrkiske Diyarbakir.
Her ses folk lede i de sammenstyrtede ruiner af en bygning i tyrkiske Diyarbakir. Foto: SERTAC KAYAR
Vis mere

»Der er bygninger, som er ved at revne. En bygning kollapsede kun 200 meter væk fra, hvor jeg er nu. Gudskelov er vores venner i sikkerhed, men vi har hørt, at der er mennesker, der ikke kan komme ud af deres hjem, og der er mennesker, vi ikke kan nå.«

Han forklarer videre, at man lige nu venter på, at solen står op, så man kan se omfanget af skaderne.

»Alle er udenfor, alle er i frygt,« siger han til The Guardian.

Til BBC fortæller en lokal beboer i Malatya, Özgül Konakçı, at man nu er bekymret for efterskælv og for det kolde vejr:

»Eftersøgnings- og redningsindsatsen fortsætter. Det er meget koldt, og det sner lige nu. Alle er på gaden, folk er forvirrede over, hvad de skal gøre. For øjnene af os eksploderede vinduerne i en bygning på grund af efterskælv,« siger hun til BBC Turkish.

Den 25-årige kvinde og hendes bror lå og sov på en sofa, da jordskælvet ramte.

»Vi kiggede på hinanden og sagde: 'Ryster du?' Jeg kiggede på lampen, og det så ud, som om den ville kollapse,« siger hun og fortæller, at hun flygtede ud fra stedet med sin bror og sin treårige nevø.

Syriske redningsfolk leder efter overlevende i Idlib-provinsen nær den tyrkiske grænse.
Syriske redningsfolk leder efter overlevende i Idlib-provinsen nær den tyrkiske grænse. Foto: AAREF WATAD
Vis mere

Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS), der monitorerer jordskælv på verdensplan, oplyser, at skælvet ramte klokken 4.17 lokal tid med en beregnet styrke på 7,8.

Det tyrkiske katastrofeagentur melder om mindst 76 døde og 440 sårede i jordskælvet, mens mindst 111 meldes døde på den anden side af grænsen i Syrien.

Dødstallet er dog steget i løbet af dagen til mindst 1.379.