Ray Lin Howard blev smidt af et fly, fra Alaska Airlines, fordi hun vejer for meget.

Det var, hvad hun selv påstod i en TikTok-video, som hun delte for få dage siden. Og nu vil hun gøre noget ved det.

Det er dog ikke flyselskabet, hun går efter – det er sig selv.

Til TMZ fortæller hendes repræsentant, at hun siden oplevelsen har følt sig ukomfortabel og dømt af andre, hver gang hun har bevæget sig ud i offentligheden.

Så nu tager hun til Beverly Hills og får et gastrisk bypass, som hun håber kan hjælpe hende til at gå fra sine nuværende 159 kilo til 72 kilo.

Den operation koster 42.000 dollar – 264.000 kroner – men dem kommer hun ikke til at betale.

Plastikkirurgen dr. Samuel Kashani har nemlig tilbudt at operere Ray Lin Howard gratis.

Dog var det ikke kun Ray Lin Howards vægt, der var problemet.

Ifølge hende selv gjorde hendes lettere udfordrende tøjvalg også udslaget. Hun valgte således at boarde flyvet bærende en sports-bh.

Det var lige rigeligt for stewardesserne, som bad hende om at tage noget mere tøj på.

Howard tog herefter en lyserød leopardmønstret trøje på, men stewardesserne var fortsat utilfredse, da maven stadig var synlig.

Det er herefter, at Ray Lin Howard blev eskorteret af flyet, fordi politiet mente, hun brød dresscoden.

Ifølge hovedpersonen var der dog mange andre ting, som var udslagsgivende.

»Jeg følte, at jeg blev diskrimineret for at være en tyk, tatoveret kvinde af blandet race, og det efterlod mig fuld af følelser som vrede, skuffelse, hjælpeløshed, ydmygelse og forvirring.«

Flyselskabet endte med at refundere hendes tre billetter samt tilbyde en discountkode på fremtidige køb.

Ray Lin Howard har dog allerede slået fast, at hun aldrig igen vil flyve med Alaska Airlines.