Lige knap fem milliarder kroner.

Så mange penge sagsøgte den amerikanske mand Burke Ramsey for to år siden en tv-station for, efter han i en dokumentar blev mistænkt for som niårig at have taget livet af sin blot seksårige lillesøster - skønhedsdronningen JonBenét Ramsey. Nu er der indgået forlig i sagen.

Med sit store smil og sine lyse krøller havde seksårige JonBenét Ramsey domineret de amerikanske skønhedskonkurrencer for børn.

Drabet på den glade pige i 1996 blev derfor en af de mest omtalte sager i landets aviser. Og er det stadig. For det er aldrig blevet opklaret, hvem der endte den lille piges liv, før det egentlig begyndte.

Tidligt om morgenen den 26. december var JonBenéts mor, Patsy, gået ned for at sætte kaffen over, da hun på trappen fandt et to og et halvt sider langt håndskrevet brev.

Brevskriveren hævdede at have bortført den lille pige, og han krævede 118.000 dollar (cirka 780.000 kroner, red.) i løsesum.

Familien tilkaldte politiet, som undersøgte sedlen og begyndte at lede efter pigen i området. Senere på dagen, under en gennemgang af huset, fandt faderen, John Ramsey, liget af datteren i et kælderrum.

Blødende og kvalt lå hun på et hvidt lagen.

ARKIVFOTO af JonBenét Ramseys gravsted.
ARKIVFOTO af JonBenét Ramseys gravsted. Foto: BARRY WILLIAMS
Vis mere

Siden har mistanken klæbet sig til den lille piges forældre - og til hendes tre år ældre storebror, Burke. De blev alle tre både mediernes og politiets hovedmistænkte i sagen.

De havde alle været i huset, da pigen blev dræbt. Og der var ingen umiddelbare tegn på indbrud.

Men ingen beviser forbandt dem til drabet, og da man 12 år efter igen undersøgte pigens tøj, fandt man dna-spor fra en endnu ukendt person. Alligevel hænger mistanken fortsat over familien.

For to år siden - i forbindelse med at det var 20 år siden, drabet havde fundet sted - satte flere amerikanske medier igen fokus på sagen. Blandt andet stod Burke Ramsey for første gang frem og fortalte sin historie i et interview med den kendte tv-vært Dr. Phil, mens tv-stationen CBS viste en fire timer lang dokumentar om sagen.

Dokumentaren blev efterfulgt af en diskussion blandt et ekspert-panel, der mente, at Burke Ramsey kunne være drabsmanden. Man mente, at Burke - der altså dengang var ni år - kunne have slået sin lillesøster i hovedet med et hårdt objekt, så hun ved et uheld mistede livet.

Derudover mente ekspertpanelet også, at forældrene - John og Patsy - forsøgte at skjule det ved at få det til at ligne, at en person var brudt ind i hjemmet og havde forsøgt at bortføre pigen.

To måneder efter dokumentaren var blevet sendt, valgte Burke Ramsey at lægge sag an mod CBS, produktionsselskabet bag dokumentaren og ekspertpanelet. I alt lagde han sag an for 750 millioner dollar - svarende til lige under fem milliarder danske kroner. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Nu er der indgået forlig i sagen.

Efterforskningen af drabssagen blev fulgt massivt af medierne i USA.
Efterforskningen af drabssagen blev fulgt massivt af medierne i USA. Foto: MARK LEFFINGWELL
Vis mere

Til nyhedsbureauet Reuters fortæller Burke Ramseys advokat - Lin Wood - at man ikke ønsker at oplyse nærmere om forligets betingelser eller selve indholdet af forliget.

»Jeg kan kun sige, at sagen er blevet løst i mindelighed til alle parters tilfredshed,« forklarede han fredag.

På Twitter fulgte han lørdag op med at skrive:

'Efter at have håndteret mange sager om ærekrænkelser for dem i løbet af de seneste 20 år er dette forhåbentligt min sidste bagvaskelsessag for denne gode familie.'

Både JonBenéts forældre og storebror har nægtet alle anklager om, at de skulle have haft noget med drabet at gøre. Moderen - Patsy - døde i 2006 som følge af kræft i æggestokkene.

ARKIVFOTO af Patsy og John Ramsey, der holder et billede af deres datter, JonBenét, under en pressekonference i år 2000.
ARKIVFOTO af Patsy og John Ramsey, der holder et billede af deres datter, JonBenét, under en pressekonference i år 2000. Foto: TAMI CHAPPELL
Vis mere