Lyt til artiklen

'Vores bror er forsvundet. Enhver med hvilken som helst information: vær sød at ringe til mig på Messenger. Vær søde at bede for hans sikkerhed.'

Sophie Brown skrev det hjerteskærende Facebook-opslag om morgenen dansk tid juleaftensdag.

Og samme dag begyndte videoer at florere i området ifølge lokale medier. Det var af hendes bror William Clay, og han var død.

Han lå i sneen i Eerie County nær Buffalo i den amerikanske delstat New York med ansigtet nedad i sneen.

Frosset ihjel på sin 56-års fødselsdag.

Visse steder har der været forbud mod at køre ud på grund af vejret og sigtbarheden.
Visse steder har der været forbud mod at køre ud på grund af vejret og sigtbarheden. Foto: BRANDON WATSON
Vis mere

'Smerten er overvældende. Jeg kan ikke stoppe med at græde. Taknemmelig for, at jeg i går talte med ham og fortalte ham, at jeg elskede ham,' skrev William Clays søn på Facebook samme dag.

Ifølge familien var han gået ud for at handle. Men så langt nåede han aldrig.

William Clay er blot en af indtil videre over 20 personer, der har mistet livet i USA, efter vinterstormen Elliot har lagt store dele af landet i dybfryseren.

Således har over 60 procent af USAs befolkning været underlagt advarsler og retningslinjer i løbet af weekenden på grund af det voldsomme vejr.

Temperaturerne har været langt under normalen – selv for denne årstid.

I området omkring Buffalo har det været værst. Nogle steder er der faldet over en halv meter sne, mens blæsten har holdt de lokale inden døre.

Der har været registreret vindstød af helt op mod 27 meter i sekundet i området, og med det har sigtbarheden været nul. Se selv, hvordan sigtbarheden har været i Twitter-videoen herunder:

Samtidig har flere end 315.000 hjem og forretninger landet over været uden strøm juleaften, for eksempel i Texas i den anden ende af landet fra Buffalo, hvor myndighederne erklærede en energi-nødsituation.

Det giver lokale kraftværker lov til at udlede flere drivhusgasser end normalt for at holde strømmen kørende i delstaten, hvor mange har været uden strøm.

Det er en såkaldt 'bombecyklon', der forårsager det voldsomme vejr. B.T. beskrev fænomenet lørdag. Den skabes, når det atmosfæriske tryk pludselig styrtdykker midt i en stærk storm og får vindstødene til at tiltage yderligere.

Tilbage i Eerie County i den nordlige del af delstaten New York sætter Mark Poloncarz, overhovedet i pågældende county, nogle ord på den ekstreme situation ifølge New York Post.

Han fortæller, at ambulancer bruger tre timer på hver enkelt tur, da de kommer langsomt frem, og at det muligvis er den »værste storm i vores lokalsamfunds historie«.

»Mange, mange nabolag, især i Buffalo, er ufremkommelige,« siger Mark Poloncarz.

»Det er som en kategori 3-orkan med en masse sne tilsat,« siger politichef Tim Carney.

B.T. følger situationen.