Det er ikke i orden, at EU lader udgifterne eksplodere i sidste øjeblik, siger finansminister Bjarne Corydon (S) efter fredagens strandede budgetforhandlinger i Bruxelles.

Forhandlingerne om EUs budget for 2013 brød fredag sammen i Bruxelles, da EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og de 27 medlemslande ikke kunne finde fælles fodslag, skriver Financial Times Deutschland.

Den primære årsag til de strandede forhandlinger er ifølge den internationale erhvervsavis, at parterne ikke kan enes om finansieringen af et efterslæb i budgettet for 2012. Står det til EU-Kommissionen, skal medlemslandene, heriblandt Danmark, diske op med yderligere 67 milliarder kroner til EUs budget, og det har medlemslandene ikke tænkt sig at gøre.

Finansminister Bjarne Corydon (S) uddyber over for Berlingske Nyhedsbureau:

- Vi har én gang vedtaget et ret stramt budget for 2012, og så kan det jo ikke nytte noget, at man kommer i sidste øjeblik og vil bruge mange flere penge, end vi har aftalt. Der kan være saglige behov, men at lade udgifterne eksplodere sidst på året er ikke i orden, så det sagde vi også klart nej til samtidig med, vi krævede et stramt budget for 2013. Og det gør vi heldigvis i tæt sammenhold med en række andre lande, siger Bjarne Corydon.

Om to uger mødes de 27 medlemslande for at blive enige om de økonomiske rammer for unionens næste flerårige budget, der dækker perioden 2014-2020, og ifølge Bjarne Corydon er det langt fra sikkert, at det ender med en budgetaftale.

- Intet er sikkert, og i dag stod man langt fra hinanden. Der var fundamentalt forskellige syn på finansieringen, siger Bjarne Corydon.

Inden fredagens forhandlinger brød sammen, sagde Cyperns europaminister, Andreas Mayroyiannis, til nyhedsbureauet Reuters, at et sammenbrud ville »forgifte atmosfæren lidt« for forhandlingerne om langtidsbudgettet.