Seks lig er blevet fløjet ud af White Island i New Zealand efter vulkanudbruddet, der mandag hærgede øen. Det oplyser The New Zealand Herald.

Op mod 47 turister befandt sig på øen, da vulkanen brød ud, og det var langt fra alle, der nåede at slippe fra øen med livet i behold.

I alt otte personer menes at være blevet dræbt af lava og aske.

Yderligere 20 personer er blev hospitalsindlagt med alvorlige forbrændinger.

Specialister bjerger de omkomne fra vulkanudbruddet på White Island, New Zealand.
Specialister bjerger de omkomne fra vulkanudbruddet på White Island, New Zealand. Foto: HANDOUT
Vis mere

Selvom der vurderes at være 50-60 procent chance for et nyt udbrud, blev specialister i beskyttelsesdragter og iltapparater fredag sendt til øen for at bjærge de omkomne.

Bjærgningen sker af hensyn til de pårørende, der venter utålmodigt, efter tidligere at have deltaget i en mindeceremoni til søs ud for øen.

Ligene blev fundet inden for en radius af 200 meter, ifølge New Zealand Herald. De blev fløjet til militærskibet HMNZS Wellington, hvorfra de blev fløjet videre til Auckland. Der fik familierne mulighed for at tage afsked.

Lørdag vil specialisterne vende tilbage til øen og lede efter de sidste to omkomne.