I en ny bog fortæller Osama bin Ladens ene kone, Amal bin Laden, hvordan hun oplevede den nat, hvor verdens mest eftersøgte mand mødte sit endeligt.

Efter at have gemt sig i hele 10 år for omverdenen, slap heldet i 2011 op for den daværende leder af terrornetværket, Al-Qaeda, en mørk nat i Abbottabad i Pakistan. Her blev hans gemmested i ly af natten stormet af amerikanske soldater fra specialstyrken, Navy SEALS.

Nu har den fjerde kone til hjernen bag terrorangrebet på blandt andet World Trade Center i New York i 2001 for første gang fortalt om livet i skjul i bogen ‘The Exile: The Flight of Osama bin Laden,’ der udkom tidligere i denne måned.

I bogen fremgår det ifølge The Sun, hvordan de dramatiske sidste minutter i Osama bin Ladens liv udfoldede sig.

Amal bin Laden befandt sig skjult i sit hus sammen med sin mand, parrets seks børn, Osama bin Ladens anden kone, Khairiah, og tredje kone Seham, samt terror-lederens 22-årige søn, Khalid, da lyden af to helikoptere brød nattens stilhed.

Bin Ladens første reaktion var ifølge sin kone at sætte sig op i sengen og udbryde 'amerikanerne kommer,' hvorefter han i sin pyjamas rakte et AK47-gevær til sin voksne søn.

Amal og Seham tog børnene til husets øverste etage, imens Osama bin Laden udbrød 'det er mig, de er efter - ikke jer.'

Men kort efter befalede terror-lederen sin familie ned ad trapperne mod de fremstormende soldater, mens han selv gemte sig sammen med Amal og parrets yngste søn.

Da Navy SEAL-soldaten, Robert O'Neill, trængte ind i værelset, hvor bin Laden gemte sig, løb Amal imod sin fjende. Det resulterede i, at hun blev skudt i benet. Robert O'Neill skød dernæst den berygtede terrorist, inden flere Navy SEALS også affyrede projektiler mod hans krop.

Mens Amal spillede død, fik soldaterne Osama bin Ladens børn til at bekræfte, at liget på gulvet var deres far, og at soldaterne dermed havde fået ram på det rigtige ‘mål’ for den tophemmelige operation.

De amerikanske soldater tog liget af Osama bin Laden med sig, da de flygtede fra terror-hulen. Amal bin Laden blev efterladt såret på stedet.