Et helt særligt fodgængerfelt på Island har fået stor opmærksomhed fra flere dele af verden de seneste dage.

Det skyldes, at fodgængerfeltet er lavet et i tredimensionelt design, der får det til at se ud som om, det svæver over jorden.

Fodgængerfeltet er lavet i et forsøg på at få bilisterne i den islandske by Ísafjörður til at bremse mere op, når de nærmer sig - og på den måde forhindre ulykker i at ske.

Det fortæller manden bag værket - Gautur Ívar Halldórsson, der er direktør i firmaet Vegamálun GÍH - til det islandske medie Visir.

Siden fodgængerfeltet blev lavet for nogle uger siden, har det fået stor opmærksomhed. Ikke bare i hjemlandet, men også i andre dele af verden. Blandt andet har det spanske medie El Pais, det tyske medie Kleine Zeitung og det norske medie Framtida omtalt det.

Til El Pais fortæller Gautur Ívar Halldórsson, at formålet er at få bilisterne til et kort sekund at tro, at man kan ramme ind i noget på vejen, så bilisten derfor sænker farten.

»Den optiske illusion virker kun fra en vis vinkel og i nogle få sekunder,« forklarer han.

Derfor burde fodgængerfeltet heller ikke føre til ulykker for bilisten, da man tættere på kan gennemskue illusionen af den tredimensionelle effekt.

Han fortæller samtidig til Framtida, at han slet ikke havde regnet med, at fodgængerfeltet ville få så stor opmærksomhed.

»Medieopmærksomheden har været vild. Vi var sikre på, at islandske medier ville dække det, men ikke medier i resten af verden,« siger Gautur Ívar Halldórsson.

Ideen til fodgængerfeltet fik han fra New Delhi i Indien, hvor tredimensionelle fodgængerfelter ofte bruges for at få bilerne til at reducere farten, fortæller han til Visir.

Forslaget om at lave det alternative fodgængerfelt blev sendt til de islandske transportmyndigheder i forrige måned, og nogle uger senere blev det godkendt.