Dagens møde mellem Taliban-delegationen på besøg i Norge, diplomater fra flere lande og afghanske rettighedsforkæmpere er slut.

Og ventede man dramatiske scener, blev det tydeligvis ikke i dag.

Mødet bliver således af en deltager kaldt et 'positivt icebreaker-møde' ifølge nyhedsbureauet AFP.

Over tre dage skal de 15 afghanere møde diplomater fra USA, EU og Norge samt repræsentanter for civilsamfundet i Afghanistan for at diskutere menneskerettigheder.

Også Jamila Afghani, en prominent kvinderettighedsforkæmper i Afghanistan, havde en god oplevelse af første mødedag. Hun synes også, at mødet gik godt, og oplevede ifølge NRK Taliban-delegationen som fleksibel og imødekommende.

»Forhåbentlig åbner det for muligheder for forhandlinger, kommunikation og dialog,« siger hun til NRK.

Det vakte ellers en god gang opsigt, da billeder dukkede op af prominente Taliban-figurer i original klædedragt og det hele om bord på et moderne privatfly i retning af Oslo.

Et privatfly, der var betalt af de norske skatteborgere, der har måttet se omkring syv millioner kroner blive brugt på Taliban-besøget. Knap halvdelen af millionerne gik til at leje privatflyet, der har fragtet de kontroversielle gæster, der tog magten i Afghanistan i august sidste år.

Mange havde taget opstilling foran det norske udenrigsministerie søndag.
Mange havde taget opstilling foran det norske udenrigsministerie søndag. Foto: Torstein Bøe
Vis mere

Et historisk øjeblik, der ryddede forsiderne og fladerne over hele verden med vanvittige billeder af lokale afghanere, der kravlede på lettende fly, og absurde billeder af Taliban-soldater om bord på børnekarruseller.

»Det har været nødvendigt ud fra et sikkerhedshensyn. Vi dækker alle de afghanske deltageres fly- og rejseudgifter,« skrev det norske udenrigsministerium til Dagbladet tidligere i dag.

Mødet i Norge er første gang, Taliban-regeringen mødes med vestlige diplomater i Europa, siden de tog magten, og det er ikke gået ubemærket hen – hverken i Norge eller resten af verden.

Billederne fra privatflyet blev bragt nært og fjernt, og en gruppe afghanere havde taget opstilling foran udenrigsministeriets bygninger i Oslo for at vise deres utilfredshed med, at Norge inviterer Taliban-repræsentanter til landet.

Situationen i Afghanistan er nemlig ikke ligefrem blevet bedre – ud fra et vestligt perspektiv, i hvert fald – siden Taliban tog magten og styrede den vestligt-støttede regering i august.

Ifølge FN er økonomien direkte blevet »paralyseret«, og 500.000 job er forsvundet. Det har især ramt kvinder, lyder det.

Samtidig beretter det anerkendte akademiske tidsskrift Nature, at forskning i landet er gået fuldkommen i stå, penge til sektoren er forsvundet, og mange forskere forsøger stadig forgæves at forlade landet.

Men det er ikke alt. Rettigheder for minoriteter og kvinder har også lidt alvorlige knæk, hvis man spørger Human Rights Watch, mens nærmest halvdelen af alle afghanske medier er lukket siden august, og 60 procent af landets journalister ifølge Aljazeera står uden job.