Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton er blevet udskrevet fra hospitalet.

75-årige Clinton var indlagt på grund af en urinvejsinfektion, der havde spredt sig til blodet.

Han har været i behandling med antibiotika og væske på UCI Medical Center i Orange i delstaten Californien siden tirsdag.

Ifølge doktor Alpesh Amin fra hospitalet vender Clinton nu hjem.

»Hans feber og antal af hvide blodlegemer er normaliseret, og han vil nu tage hjem til New York for at færdiggøre sit forløb med antibiotika,« siger Alpesh Amin i en meddelelse fra ekspræsidentens talsmand.

Bill Clinton var demokratisk præsident i USA fra 1993 til 2001. Han er gift med tidligere senator, udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clinton.

Hun var med ham, da han forlod hospitalet søndag.

Ekspræsidenten var i Californien til et arrangement i sin fond, 'The Clinton Foundation'.

Hillary Clinton (på billedet) besøger sin mand Bill Clinton på hospitalet i Californien, USA.
Hillary Clinton (på billedet) besøger sin mand Bill Clinton på hospitalet i Californien, USA. Foto: DAVID SWANSON
Vis mere

Bill Clinton fik i 2004 foretaget en firedobbelt bypassoperation.

I 2010 blev han igen opereret for problemer med hjertet. Her blev der indsat to såkaldte stents i hans kranspulsåre.

En stent er et lille metalbur, som holder en arterie åben, efter at den er blevet udvidet via ballonudvidelse.

/ritzau/Reuters