24. februar 2022 startede Rusland deres invasion af Ukraine.

Men Bill Clinton, USAs tidligere præsident, vidste allerede i 2011, at dette ville ske.

Det skriver Financial Times, at Bill Clinton fortalte til et event i New York, hvor han sammen med sin kone, Hillary Clinton, var på scenen.

»Vladimir Putin fortalte mig i 2011 – tre år før han tog Krim, at han ikke var enig i den aftale, jeg havde lavet med Boris Jeltsin,« fortalte Bill Clinton.

Aftalen, som USA mæglede, var mellem Putins forgænger, Boris Jeltsin, og Kyiv. Den fastslog, at ukrainsk territorium ikke ville blive krænket til gengæld for, at Kyiv opgav sit atomarsenal fra sovjettiden.

Men den gav Vladimir Putin altså ikke meget for, og han sagde direkte til Bill Clinton, ifølge Clinton, at han ikke følte sig bundet af den.

»Der vidste jeg, at fra den dag af var det kun et spørgsmål om tid,« forklarer Bill Clinton.

Og Hillary Clinton havde mindre flatterende ord at sige om Vladimir Putin. En mand, som hun tidligere har anklaget for at have en finger med i spillet, da hun tabte præsidentvalget til Donald Trump.

»Putin er i, hvad han betragter som en retfærdig kamp for at underminere det vestlige demokrati og genindføre, så meget han kan, af det russiske imperium. Så han kommer ikke til at stoppe,« slog hun fast.