Den store amerikanske bilproducent Ford løftede mandag sløret for en længe ventet plan for omstrukturering af selskabet.

Her fremgår det, at det nedlægger 7000 stillinger frem mod august. Det svarer til cirka ti procent af alle Fords ansatte på verdensplan.

Den store nedskæring har været på vej siden sidste år.

Det er en del af Fords forsøg på at forberede sig på fremtidens bilmarked med elektriske og selvkørende biler. Det er kontorpersonale, som Ford vil skære ned på i løbet af de kommende måneder.

'For at lykkes i vores konkurrencebetonede industri og for at stille Ford i en position til at kunne vinde i fremtiden bliver vi nødt til at skære ned på bureaukrati, give mere magt til cheferne, tage hurtigere beslutninger og fokusere på det vigtigste arbejde,' skriver Fords administrerende direktør, Jim Hackett, i en meddelelse til sine ansatte.

Der bliver nedlagt i alt 2300 stillinger i USA. Omkring 1500 har forladt Ford frivilligt eller med en fratrædelsesaftale.

300 er allerede blevet fyret. Yderligere 500 vil blive fyret i løbet af den kommende uge. De 500 er primært ansatte på selskabets hovedkontor i Dearborn i den amerikanske delstat Michigan.

Det ligger lige uden for Detroit, hvor Ford blev grundlagt.

En anden amerikansk bilgigant fra Detroit, General Motors, varslede i november, at den ville nedlægge i alt 14.000 stillinger.

Desuden skulle fem fabrikker lukkes i USA og Canada.

General Motors' nedskæringer skete ligeledes i et forsøg på at forbedrede sig på et marked med elektriske og selvkørende biler.

/ritzau/AP