Det bliver dyrt for forsikringsselskaberne, som skal betale omkostningerne ved forliset af det store fragtskib 'Felicity Ace'. 1,4 milliarder kroner er lasten forsikret for.

Om bord på skibet var omkring 4.000 dyre luksusbiler fra Volkswagen Group, der var på vej fra fabrikkerne i Tyskland til USA. Deriblandt Porscher og Bentleyer.

Der brød brand ud på skibet for to uger siden, og langt de fleste biler var allerede ødelagt, da skibet sank ud for Azorerne i Atlanterhavet.

Skibets motorkraft var for længst holdt op med at fungere, så fragtskibet måtte bugseres videre. De 22 besætningsmedlemmer blev allerede evakueret, da branden brød ud 16. februar. Det skriver Sky News.

Felicity Ace var fyldt med 4.000 luksusbiler fra Volkswagen Group, da det udbrændte og sank.
Felicity Ace var fyldt med 4.000 luksusbiler fra Volkswagen Group, da det udbrændte og sank. Foto: PORTUGUESE NAVY
Vis mere

'Felicity Ace' gik ned på grund af brandskaderne og den hårde sø.

Skibets kaptajn, Joao Mendes Cabecas, udtaler: »Da vi begyndte at have den på slæb, startede vandet med at komme ind. Skibet mistede stabilitet og sank.«

Der er p.t. ingen rapporter om eventuel olieforurening, men der er alligevel bekymring for, at olietankene kan være blevet skadet og vil begynde at lække olie fra bunden af havet.

Skibet ligger nu på bunden af Atlanterhavet på omkring 3.500 meters dybde.

Europas største bilfabrik – Volkswagen Group – bekræfter onsdag, at skibet er sunket.