En Audi med en fire måneder gammel baby på bagsædet er blevet stjålet i den engelske storby Birmingham, skriver BBC.

Heldigvis er den lille pige blevet fundet i god behold på et sundhedscenter, oplyser politiet.

Biltyveriet fandt sted kort efter klokken 17 dansk tid. 45 minutter senere blev en ambulance tilkaldt til sundhedscenteret, hvor de fandt babyen. Sundhedscenteret ligger små fem kilometer fra det sted, hvor bilen blev stjålet.

Babyens mor pådrog sig skader på benene under tyveriet, men er nu blevet genforenet med sin nyfødte datter på hospitalet, hvor moren er blevet behandlet for sine skader.

Politiet jagter stadig biltyven og den stjålne Audi.