Mayorkas, der kan blive ny minister for sikkerhed, har fokus på indenlandske trusler, siger han i høring.

USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed vil fremover kunne indsamle oplysninger om trusler fra yderliggående personer og grupper "på en upolitisk og upartisk måde".

Det siger Alejandro Mayorkas, der er nomineret som minister for indenlandsk sikkerhed af den kommende præsident, Joe Biden.

- Truslen fra hjemlig ekstremisme er en af de største udfordringer, som ministeriet for indenlandsk sikkerhed står overfor, siger Mayorkas.

Han var tirsdag til høringen i Senatets sikkerhedsudvalg. Det var 13 dage efter, at vrede tilhængere af den afgående præsident, Donald Trump, indtog Kongressen.

I senatsudvalget skal han have opbakning fra et simpelt flertal, inden hele Senatet skal stemme om at godkende ham.

Mayorkas siger ved tirsdagens høring, at han vil forsøge at indfri Bidens løfte om at ændre Trumps love om indvandring.

Han erkender, at det "ikke kan gøres med et tryk på en knap på første dag", men han vil blandt andet se på tiltag, der giver grænsevagter mulighed for omgående at udvise migranter ved den sydvestlige grænse.

Den republikanske senator Josh Hawley siger tirsdag, at han vil stemme imod en hurtig godkendelse af Mayorkas i senatsudvalget.

Det skyldes bekymringer om Bidens indvandringspolitik, siger Hawley.

Han var den første senator til at meddele, at han ville stemme imod godkendelsen af Joe Biden som præsident 6. januar. Det var den dag, som Trump-tilhængere stormede Kongressen for at stoppe godkendelsen.

Mayorkas har opbakning til sit syn på ekstremisme i en trusselsvurdering fra oktober 2020. Her konkluderede ministeriet for indenlandsk sikkerhed, at ekstremister, der går ind for hvidt overherredømme, er den mest alvorlige hjemlige terrortrussel mod USA.

Siden 2018 har hvide ekstremister stået bag langt flere dødelige angreb end nogen andre grupper i USA, lød det i vurderingen.

Tidligere har også FBI-direktør Christopher Wray advaret i Kongressen, at "racistisk motiveret voldelig ekstremisme" fra tilhængere af hvidt overherredømme udgør hovedparten af de terrortrusler, USA finder inden for sine egne grænser.

/ritzau/Reuters