Efter et møde mellem vicepræsident Joe Biden og USAs våbenforening kom det frem, at Biden sandsynligvis vil anbefale præsident Obama at indføre baggrundstjek af alle våbenkøbere.

USA: Vicepræsident Joe Biden mødtes torsdag med landets magtfulde våbenforening National Rifle Association (NRA) i et forsøg på at få strammet våbenlovgivningen og dermed reducere antallet af skyderier i USA. Det skriver Reuters.

Biden holdt samtaler i halvanden time med repræsentanter fra NRA og embedsmænd fra andre våbenforeninger, og på et pressemøde efterfølgende fortalte han, at han sandsynligvis vil anbefale at indføre baggrundstjek af alle, der køber skydevåben, samt et forbud mod våben med høj kapacitet af ammunition.

NRA kalder initiativet et forsøg fra Det Hvide Hus’ side på at begrænse amerikanernes forfatningsmæssige ret til at beskytte sig med våben.

- Det er uheldigt, at denne administration fortsat insisterer på mislykkede løsninger på vores nations mest presserende problemer. Vi vil ikke give lovlydige våbenejere skylden for de handlinger, kriminelle og tossede mennesker begår, udtalte NRA ifølge Reuters i en erklæring efter pressemødet.

Vicepræsident Joe Biden er blevet valgt af præsident Barack Obama til at stå i spidsen for en såkaldt »task force«, der skal komme med forslag til, hvordan man bedst muligt kan reducere antallet af skyderier. Det sker efter massakren på skolen Sandy Hook i Newtown, Connecticut, i december, hvor 20 børn og seks voksne blev dræbt af gerningsmanden Adam Lanza, der blandt andet brugte et såkaldt »assault weapon«, som der nu er snak om at forbyde.

Joe Biden har sagt, at gruppen senest på tirsdag er klar med sine anbefalinger til præsidenten.

Omvendt ønsker NRA at indsætte bevæbnede sikkerhedsvagter på landets skoler. Den stærke modreaktion fra våbenforeningen illustrerer, hvor svært det er at ændre våbenlovgivningen i USA, hvor man længe har været i stand til at købe skydevåben under forholdsvis løse regler. Yderligere er NRA en lobbyorganisation, der er kendt for sin store indflydelse med mange støttende lovgivere fra begge partier.

Amerikanske lovgivere har ikke godkendt en større ny våbenlov siden 1994.

Biden forsøger at nå til enighed om en række henstillinger, mens der stadig er stemning for en indsats i Kongressen efter skyderiet i Newtown.

- Der er intet, der fylder mere i bevidstheden hos det amerikanske folk og går direkte i hjertet end tanken om sønderskudte små, seksårige børn - ikke bare skudt, men gennemhullet af skud i deres eget klasseværelse, sagde Biden.

Samme dag som mødet mellem Biden og NRA gik en studerende bevæbnet med et haglgevær ind på et gymnasium i Californien og skød en medstuderende, inden to ansatte fik overtalt den 16-årige gerningsmand til at lægge sit våben fra sig. 20 minutter efter blev han anholdt af politiet. Den 16-åriges offer er kritisk såret efter skyderiet.

BNB/Reuters