Hvis Joe Biden vinder valget i USA, vil han som noget af det første foretage en politireform, siger han.

Præsident Donald Trumps demokratiske udfordrer til præsidentvalget, Joe Biden, ønsker en politireform i USA.

Det skriver Biden i en klumme i avisen LA Times i lyset af den seneste tids protester mod politivold og raceforskelle i USA.

Biden ønsker at bruge George Floyds brutale død i politiets varetægt som mulighed for at gå politiet i USA efter i sømmene.

Det skal blandt andet foregå med en politireformskommission, som Biden vil fremføre i sine første 100 dage, hvis han bliver valgt som præsident.

Derudover bør Kongressen ifølge Biden forbyde kontroversielle politimetoder, såsom flere former for halsgreb.

Overførslen af våben og udstyr fra militæret til politiet skal også stoppes, og kontrollen med de lokale sikkerhedsstyrker skal forbedres, kræver Biden.

George Floyd skal ikke bare være et andet hashtag, skriver Biden på Twitter.

- Vi har brug for retfærdighed, og vi har brug for reelle politireformer for at sikre, at det aldrig sker igen, skriver Joe Biden.

I USA kan sorte amerikanere stadig være i livsfare udelukkende på grund af deres hudfarve, mener Biden. Det vil han gøre op med, og han vil bestræbe sig på at "helbrede racismens sår", skriver han.

Byen Minneapolis, Minnesota, hvor den sorte amerikaner George Floyd mistede livet under en anholdelse sidste mandag, tillader ikke længere politiet at tage halsgreb.

Også staterne New York og Californien vil forbyde politiet at bruge greb, der lægger pres på halspulsåren.

77-årige Joe Biden var vicepræsident under den tidligere præsident Barack Obama. Han er den eneste tilbageværende præsidentkandidat for Demokraterne i USA.

Fredag lokal tid sikrede han sig nok delegerede til at blive officielt nomineret som præsidentkandidat.

Han udfordrer den siddende, republikanske præsident, Donald Trump, til præsidentvalget 3. november.

/ritzau/dpa