USA's præsident, Joe Biden, vil fredag i kort tid være bedøvet under en rutinemæssig koloskopi - altså en kikkertundersøgelse af ende- og tyktarmen.

Undersøgelsen finder sted i forbindelse med præsidentens årlige lægetjek.

Det oplyser Det Hvide Hus' pressetalsperson, Jen Psaki, i en meddelelse.

Mens den 78-årige præsident er bedøvet, vil magten - og dermed også kontrollen over USA's militære styrker og atomvåben - i kort tid blive overført til vicepræsident Kamala Harris.

- Præsident Biden vil overføre magten til vicepræsidenten i den korte tid, hvor han er under bedøvelse. Vicepræsidenten vil arbejde fra sit kontor i West Wing (del af Det Hvide Hus, red.) i løbet af denne tid, siger Psaki i meddelelsen.

En koloskopi regnes for at være en ufarlig undersøgelse. Kun sjældent optræder der komplikationer.

Det Hvide Hus understreger, at det er normal praksis, at magten overføres på denne måde.

Psaki siger i meddelelsen, at det samme skete, da George W. Bush fik foretaget samme undersøgelse i 2002 og 2007.

Et skriftligt "sammendrag" af resultaterne af præsidentens undersøgelse ventes offentliggjort senere fredag eftermiddag amerikansk tid.

Biden bliver 79 år gammel denne lørdag.

Han er den ældste person, der har sat sig på USA's øverste politiske post i historien.

Der fortsætter med at være spekulationer om, hvorvidt han vil stille op som præsident igen i 2024.

Men han har sagt, at han regner med at gå efter en valgperiode nummer to sammen med Harris.

Biden har lovet, at han vil være "fuldstændig transparent" i forhold til sin sundhed.

/ritzau/AFP