Den amerikanske præsident, Joe Biden, siger, at han er »forfærdet« og »dybt forpint« efter at have set videomateriale af anholdelsen af 29-årig Tyre Nichols.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Som så mange andre var jeg forfærdet og dybt forpint af at se den forfærdelige video af den vold, der resulterede i Tyre Nichols' død,« siger Biden.

Nichols blev 7. januar anholdt i den amerikanske delstat Tennessee. Han døde tre dage senere, efter at have pådraget sig store skader fra den voldelige anholdelse.

De fem betjente, der var involveret i anholdelsen, er efterfølgende blevet anklaget for drab.

Ifølge Biden fortjener Nichols' familie, at sagen bliver grundigt undersøgt.

På videomaterialet af anholdelsen kan man se, at flere betjente slår og sparker Nichols, mens han ligger ned, skriver den amerikanske avis The New York Times.

På et tidspunkt bliver der brugt en knippel, mens den nu afdøde ikke viser tegn på at kæmpe imod.

Da Nichols senere står op, bliver han slået igen, mens en betjent holder hans hænder på ryggen.

De fem betjente, der torsdag blev anholdt, er alle sorte og mellem 24 og 32 år. Også det 29-årige offer var sort.

Politivold har været et stort tema i USA særligt siden sagen om den sorte amerikaner George Floyd, der i 2020 blev dræbt af en hvid betjent under en anholdelse.

Biden har gentagne gange bedt om, at protester i kølvandet på Nichols' død finder sted på fredelig vis.

»Den, der søger retfærdighed, skal ikke gribe til vold eller ødelæggelse,« siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Samme melding kom fra offerets mor, RowVaughn Wells, under en følelsesladet pressekonference fredag.

Biden har talt med Walls, som han efterfølgende beskrev som en person »tydeligvis i enorm smerte«.

/ritzau/