Briternes manglende implementering af brexitaftalen bekymrer Joe Biden, som rejser sagen torsdag.

EU får en hjælpende hånd fra USA's præsident, Joe Biden, i den aktuelle strid om implementeringen af brexitaftalen mellem EU og briterne.

Biden vil tage sagen op med den britiske premierminister, Boris Johnson, torsdag. Han vil udtrykke sin "principielle holdning" til sagen, bekræfter Bidens sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, ifølge Financial Times.

- Han vil ikke komme med trusler eller et ultimatum. Han vil helt enkelt udtrykke sin dybtliggende tro på, at vi skal støtte og beskytte denne protokol, siger Sullivan.

Sullivan henviser til Nordirland-protokollen, som er en central og lige nu omstridt del af traktaten.

Storbritannien har valgt at udskyde implementeringen af den del af Nordirland-protokollen, der omhandler tjek af varer over Det Irske Hav til Nordirland, som er del af Storbritannien.

For at værne om Belfast-aftalen fra 1998 og for at undgå en egentlig grænse mellem Irland og Nordirland i fredens navn, kunne EU og briterne kun finde en løsning. Nordirland skal foreløbig forblive under EU-regler.

I realiteten skaber det en handelsgrænse i Det Irske Hav, og der skal foretages tjek. Men begrundet i besværligheder med forsyninger til dagligvarebutikker har briterne udskudt dette krav. Til frustration for EU.

EU har kritiseret og fordømt, at den britiske regering løber fra en international aftale.

- Det er vigtigt, og det er også sund fornuft, som jeg ser det, siger den irske premierminister, Micheál Martin, ifølge nyhedsbureauet Reuters til en irsk radiostation om Bidens indblanding.

EU-præsident Charles Michel siger før G7-mødet i Cornwall, at det er "altafgørende", at et land lever op til en indgået aftale. Det er fundamentet for international lov.

- Vi vil gøre alt for at beskytte vores interesser og det indre markeds integritet, siger Michel.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, siger, at den såkaldte Nordirland-protokol "skal implementeres nu".

- Vi gør alle, hvad vi kan, for at undgå en hård grænse mellem Irland og Nordirland. Men vi må også beskytte det indre marked. Og Storbritannien er et tredjeland, siger hun.

Ifølge næstformand i EU-Kommissionen Maros Sefcovic, som har ansvar for at udrede trådende med briterne, vil EU-lederne tagen sagen op på G7-topmødet de kommende dage.

Johnson tager ifølge Financial Times brexit-minister David Frost med til topmødet i G7.

/ritzau/