Joe Biden kræver en undersøgelse af, hvorvidt Trump har efterspurgt snavs om Biden i samtaler med Ukraine.

Joe Biden kræver en undersøgelse af en samtale mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij.

Det siger en tydeligt ophidset Biden til journalister ved et vælgermøde i den amerikanske delstat Iowa sent lørdag aften dansk tid.

Det sker, efter at amerikanske medier fredag citerede anonyme kilder for at sige, at Trump har lagt pres på Ukraines præsident i et forsøg på at grave snavs op om Joe Biden.

- Det ser ud til at være et overvældende eksempel på magtmisbrug. At tale i telefon med en leder af en fremmed magt, som har brug for USA's hjælp, og så stille spørgsmål om mig og antyde ting... det er skandaløst, siger Joe Biden.

Joe Biden er en af spidskandidaterne i Demokraternes primærvalg og dermed en mulig modkandidat til Trump ved præsidentvalget i 2020.

- Trump har gjort dette, fordi han ved, at jeg kan slå ham, siger Biden.

- Han misbruger sin magt og sin præsidentpost i et forsøg på at grave smuds frem om mig.

Ifølge de anonyme kilder har Trump i otte opkald med Ukraines præsident forsøgt at få Ukraine til at undersøge Joe Bidens søn, Hunter Biden, som for år tilbage samarbejdede med et ukrainsk energikonsortium.

Hans virke i Ukraine har været kontroversielt, da Joe Biden som vicepræsident mellem 2009 og 2017 forhandlede med Ukraines regering om blandt andet energiproduktion.

Ukraines udenrigsminister, Vadijm Prijstajko, har over for den ukrainske avis Hromadske afvist meldingerne om, at Trump skulle have lagt pres på Ukraines præsident.

Trump bakker op om den ukrainske forklaring i et opslag på Twitter natten til søndag dansk tid.

- Ukraines udenrigsminister afviser meldinger om pres fra Trump. Samtalen var lang, venlig og berørte mange emner. Korrekt, skriver Trump.

Samtidig anklager Trump medierne for at beskytte Joe Biden. Det gør han blandt andet med et citat fra den amerikanske forfatter Peter Schweizer, som Trump ligeledes deler på Twitter.

- De prøver at gøre en Biden-skandale til en Trump-skandale. Problemet er bare, at Trump ikke har gjort noget galt.

/ritzau/Reuters