Den franske præsident har skærpet Frankrigs internationale profil og er en af de mest aktive globale ledere.

Præsident Joe Biden har valgt at tage imod præsident Emmanuel Macron som den første udenlandske leder, der er inviteret på et statsbesøg i Washington, siden den amerikanske præsident blev indsat for snart to år siden.

Macron kom til magten i 2017, og der er siden kommet mange internationale initiativer fra præsidentpaladset i Paris, hvilket har gjort den franske præsident til en af de mest aktive globale ledere.

Macron har rejst verden rundt og placeret sig centralt i krisernes brændpunkter - fra Beirut til Bangkok, fra Cameroun til Kyiv og fra Kreml til Det Hvide Hus med flair for at agere på de rigtige tidspunkter.

I USA imødeses møderne mellem Biden og Macron med spænding, fordi der er meget på spil med USAs investeringer i klimapolitik, som kan ødelægge handel over Atlanten, ligesom der er uenighed om Ukraine og Kina.

Men Macrons betydning for Washington er klar, siger både tidligere og nuværende diplomater på begge sider af Atlanten.

- Amerikanerne har set mange uklare signaler fra London, Berlin og Rom i de senere år, og selv om der ikke altid er forståelse for den franske strategi hos amerikanerne, så er den i det mindste nogenlunde forståelig og sammenhængende, siger Mathieu Droin i Centeret for Strategiske og Internationale Studier i Washington.

Tilhængere af Macron siger, at den franske præsident har bragt fornyet energi og kreativitet ind i det internationale diplomati - for eksempel med et nyt forum for at forene europæerne mod Rusland.

Kritikere af den franske leder siger, at hans provokerende stil kan give bagslag, og at han splittede Vesten i 2019, da han kaldte Nato for "hjernedødt" og på grund af sin modstand mod en hård linje over for Putin.

I Biden-administrationen får Macron anerkendelse for at vise lederskab i G7, NATO og i FN - og i EU med støtte til Ukraines kamp mod den russiske invasion.

Trods mange uenigheder bliver det frem for alt værdsat, at de to allierede er i stand til at kommunikere åbent.

- I sidste instans bliver der lagt vægt på, at Frankrig er et land, der ikke undlader at give dets mening til kende, hvilket kan være plagsomt. Men det er også det, som gør dem til en værdifuld partner, siger Mathieu Droin.

/ritzau/Reuters