Det var en enkelt bemærkning – i alt 47 ord – fra Joe Biden, men for senator Roger Wicker var det ikke bare forkert, det var symptomatisk for præsidenten.

»Vi ved, at det var en fejlagtig fremstilling af amerikansk politik,« siger den republikanske politiker nu i et interview ifølge The Hill:

»Det er blevet kaldt en smutter af en nyhedsoplæser i en morgenudsendelse, og det kan vel ske for os alle. Men det er alt for almindeligt i Det Hvide Hus under Biden.«

Det var i onsdags, at Joe Biden tonede frem på de amerikanske tv-skærme til en timelang pressekonference, og her kom han også ind på den eskalerende konflikt mellem Rusland og Ukraine. Og på de mulige konsekvenser af en russisk invasion.

En bemærkning fra Joe Biden har vakt opsigt.
En bemærkning fra Joe Biden har vakt opsigt. Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere

»Rusland vil blive holdt ansvarlig, hvis det invaderer – og det afhænger af, hvad det gør. Hvis de trænger ind i mindre omfang, ender vi med at skændes om, hvad vi skal gøre ved det,« sagde præsidenten i en udtalelse, der hurtigt blev tolket som om, at der i NATO er uenighed om, hvordan man skal forholde sig til problemet.

Og var det udtryk for, at Rusland kunne slippe afsted med en mindre invasion? Med at snuppe en mindre bid af Ukraine?

Sådan opfattede man det i hvert fald knap 8.000 kilometer væk i den ukrainske hovedstad Kiev, hvor præsident Volodymyr Zelenskyj åbenbart også så amerikansk tv.

»Vi vil gerne minde stormagterne om, at der ikke er noget, der hedder 'mindre angreb' eller 'mindre nationer'. Ligesom der ikke er mindre ofre eller mindre sorg over tab af ens nærmeste,« lød det på Twitter.

Volodymyr Zelenskyj undrede sig.
Volodymyr Zelenskyj undrede sig. Foto: GLEB GARANICH
Vis mere

Der gik dog heller ikke længe, inden Det Hvide Hus selv korrigerede udtalelsen. Faktisk gik der kun en halv time, inden talskvinde i Det Hvide Hus, Jen Psaki, sagde:

»Præsident Biden har været tydelig over for den russiske præsident: Hvis en hvilken som helst russisk styrke bevæger sig hen over Ukraines grænse, så er det en ny invasion, og det vil blive mødt med et hurtigt, voldsomt og samlet svar fra USA og dets allierede,« lød det fra hende.

Også vicepræsident Kamala Harris var torsdag ude med noget, der kan kaldes en lignende præcisering.

»USAs præsident har været helt tydelig, og USA har været helt tydelig: Hvis Putin foretager en aggression, er vi forberedt på at svare med alvorlige konsekvenser. Punktum,« sagde hun til NBC News.

Jen Psaki måtte på banen.
Jen Psaki måtte på banen. Foto: YURI GRIPAS / POOL
Vis mere

Også NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, måtte afvise, at Biden havde givet grønt lyst til en begrænset russisk invasion af Ukraine.

»Bestemt ikke,« sagde han til CNN.

Men skaden var sket, og førnævnte senator Roger Wicker har det sat tydelig spor blandt amerikanske politikere.

»Jeg kan fortælle fra private samtaler kort efter præsidentens pressekonference, at der var utilfredshed blandt både demokrater og republikanere over, hvad præsidenten havde sagt,« siger han.

Torsdag fik præsident Joe Biden så mulighed for selv at rette op på sin uldne formulering. Det gjorde han ved et nyt møde ved pressen.

»Jeg har været fuldstændigt tydelig over for præsident Puin. Han kan ikke misforstå det. Hvis nogle former for russiske styrker krydser den ukrainske grænse, er det en invasion,« sagde Joe Biden:

»Det vil blive mødt med en alvorlig og koordineret økonomisk reaktion, som jeg har diskuteret med vores allierede og fremlagt meget tydeligt for præsident Putin. Det skal ikke være nogen som helst tvivl om, at hvis Putin træffer det valg, vil Rusland betale en dyr pris.«

Også det budskab er tilsyneladende nået til Ukraine.

Her har præsident Volodymyr Zelenskyj i hvert fald delt en bid af interviewet på Twitter med beskeden:

»Tak skal du have for en hidtil uset diplomatisk og militær bistand til Ukraine.«