Den demokratiske præsidentkandidat advarer Storbritannien om, at Langfredagsaftalen ikke må ofres ved brexit.

I USA advarer den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, Storbritannien om, at det må respektere fredsaftalen i Nordirland. I modsat fald vil briterne ikke kunne få en handelsaftale med amerikanerne.

Vi kan ikke tillade, at Langfredagsaftalen, som bragte fred til Nordirland, bliver ofret i forbindelse med brexit, siger Biden i et tweet.

- Enhver handelsaftale mellem USA og Storbritannien må være baseret på respekt for aftalen og hindre tilbagekomsten af en hård grænse. Punktum, hedder det i udmeldingen fra den demokratiske præsidentkandidat.

Den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, har under et besøg i Washington forsøgt at berolige amerikanske politikere om, at den britiske regering har kontrol over situationen, efter at forhandlinger mellem Storbritannien og EU er gået i hårdknude.

Den republikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, har udtrykt tillid til Boris Johnsons konservative regering.

Men i Washington har Demokraternes flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, sagt, at "der er ingen chance for, at en amerikansk-britisk handelsaftale kommer gennem Kongressen", hvis briterne bryder internationale aftaler som Langfredagsaftalen.

Pelosi sagde efter drøftelser med Raab, at Storbritanniens udtræden af EU ikke vil få lov til at "bringe freden i fare i Nordirland".

Hun sagde, at Kongressens underhus, som hun leder, vil forsvare den historiske fredsaftale fra 1998 som en "håbets ledestjerne for fredselskende folk i hele verden".

Fire andre fremtrædende medlemmer af Kongressen advarede tirsdag briterne om, at en handelsaftale mellem USA og Storbritannien vil blive blokeret, hvis Langfredagsaftalen bringes i fare.

Det britiske Underhus godkendte tidligere på ugen midlertidigt et kontroversielt lovforslag, der ifølge EU er i strid med brexit-aftalen.

Johnson siger, at lovforslaget er et sikkerhedsnet mod det, han kalder trusler fra EU om at forhindre intern handel mellem Nordirland og Storbritannien.

Han mener, at EU's kurs berettiger, at hans regering har taget skridt til at kræve ændringer i skilsmisseaftalen.

/ritzau/AFP