'Vil du se døde mennesker? Så kom med her!'

En færdselsbetjent i Tyskland har taget overskrifterne med storm, efter en video af ham, der konfronterer respektløse bilister, har set dagens lys.

Stefan Pfeiffer, indsatsleder i færdselspolitiet i Feucht, fik tirsdag mere end nok, da han så en lang række bilister filme en dødsulykke med deres mobiltelefoner. Det skriver BR24.

I Danmark udløser den taktløse adfærd en bøde på 1500 kroner, mens bilister i Tyskland slipper med at skulle betale knap 960 kroner for forseelsen.

En bøde var dog ikke tilstrækkeligt for den tyske færdselsbetjent, da han ved middagstid kørte ud til en ulykke på den motorvej A6 syd for Nürnberg, hvor en lastbil var forulykket.

En 47-årig ungarnsk lastbilchauffør døde i ulykken, som skete, da han kørte op i en forankørende lastbil.

Ulykken medførte - som mange ulykker gør - en såkaldt kiggekø, og det var altså i denne kø, at bilister i både ulykkessporet og i det modkørende spor så deres snit til at optage video af ulykken.

I stedet for blot at give de mobilfilmende bilister en bøde, valgte Stefan Pfeiffer at konfrontere dem og tvinge dem til at stige ud af deres biler.

»Vil de se døde mennesker? Tage billeder? Kom med, sagde han tydeligt irriteret til en af chaufførerne og ledte ham om bag den forulykkede lastbil.

»Han ligger der. Vil du ikke se ham? Det vil du ikke? Hvorfor tager du så billeder? Hvis du vil, kan du da sige hej til ham,« fortsatte politibetjenten, før han sagde, at bilisten burde skamme sig.

Politibetjenten havde også fat i en lastbilchauffør fra Ungarn, som bestemt ikke var stolt over sin egen opførsel og skyndte sig at sige »undskyld«, da Stefan Pfeiffer konfronterede ham.

»Kig nu på ham. Hvorfor vil du ikke se ham? Han er fra dit eget hjemland,« lød det anklagende fra betjenten til chaufføren, der altså bestemt ikke havde lyst til at se sin kollega ligge død alligevel.

Den opsigtsvækkende video, som du kan se i playeren øverst, har skabt stor omtale i Tyskland.

Blandt andet har indenrigsministeren i Bayern, Joachim Hermann, rost politibetjentens håndtering af hændelsen.

Stefan Pfeiffer siger selv, at han gjorde det, fordi hans erfaring er, at bilisterne ikke lærer noget ved blot at få en bøde.

»De er nødt til at mærke, hvad de faktisk gør. Vi kan se, at denne direkte konfrontation med situationen chokerer folk, og at det får dem til at forstå, at det her ikke er en leg, men bitter virkelighed,« siger Stefan Pfeiffer til det tyske medie.