To suspenderede betjente fra Buffalo i delstaten New York sigtes for deres behandling af en ældre demonstrant.

To betjente fra byen Buffalo i New York, der væltede en ældre mand omkuld ved en demonstration torsdag, er blevet sigtet for vold.

Det oplyser anklagemyndigheden ifølge nyhedsbureauet AP og netmediet Huffington Post.

Begge betjente nægter sig skyldige i sigtelsen, skriver Huffington Post.

Den 75-årige mand, der blev skubbet omkuld af betjentene, blev indlagt med skader i hovedet.

Episoden blev filmet af et lokalt medie og har cirkuleret på nettet, hvor den er blevet set over 78 millioner gange.

På optagelsen ser man manden - Martin Gugino - gå frem mod betjentene, der skubber ham omkuld, så han falder bagover og slår hovedet.

Han er nu angiveligt indlagt på en intensivafdeling på et hospital, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiets forklaring lød oprindeligt, at manden var faldet, men videooptagelsen fra stedet viser noget andet.

Demonstrationen var en del af den verdensomspændende række af protester mod politivold og racisme i forbindelse med den sorte mand George Floyds død i politiets varetægt i Minnesota.

De to betjente i New York blev efterfølgende suspenderet fra deres job uden løn, mens sagen undersøges.

Det har fået 57 betjente fra Buffalo til at træde tilbage fra politiets uroenhed i solidaritet med de suspenderede kolleger.

New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, har taget afstand fra betjentenes ageren.

- Denne hændelse er fuldstændig uberettiget og fuldkommen skandaløs. Betjente skal håndhæve - ikke misbruge - loven, skrev han på Twitter.

Buffalos borgmester, Byron Brown, siger, at han ikke har bedt om, at de to betjente fyres.

- Det er meget vigtigt, at betjentene ved, at de får en retfærdig behandling, siger Brown.

Han tilføjer, at ifølge myndighedernes oplysninger var Gugino en "agitator", altså en der opildnede til uro.

Delstaten New York har oplevet tilfælde, hvor en ellers fredelig demonstration er endt med hærværk og plyndringer efter mørkets frembrud.

/ritzau/