Billedet blev sammenlignet med kolonitidens slaveri: To amerikanske betjente på hesteryg førte en sort mand ned ad gaden i et tov.

Nu slår politiet i Texas fast, at der ikke er grundlag for at efterforske, om de to betjente har gjort noget strafbart.

Anholdelsen af manden, 43-årige Donald Neely, skete lørdag 3. august i Galveston, Texas, men sidenhen spredte billedet af situationen sig hastigt på sociale medier og fremkaldte stærke reaktioner.

Det blev sammenlignet med USA's slavefortid og lynchning af sorte mennesker i den sydlige del af landet, herunder Texas.

»En sort mand, der bliver trukket i et tov af politibetjente på heste - i 2019. Dette øjeblik kræver ansvarlighed, retfærdighed og ærlighed - fordi vi er nødt til at kalde dette for det, det er: Racisme i funktion,« skrev det tidligere kongresmedlem fra Texas, som nu forsøger at køre sig selv i stilling til at blive demokraternes præsidentkandidat, Beto O'Rourke på Twitter.

Politiet i Texas valgte at undskylde for hændelsen.

»Først og fremmest vil jeg undskylde over for Hr. Neely for denne unødvendige forlegenhed,« meddelte politichef Vernon L. Hale.

Betjentene havde pågrebet Donald Neely for ulovlig indtrængen på en ejendom.

Da der ikke var nogen ledig patruljevogn, blev han transporteret bundet med et tov.

»Selv om dette er en teknik, vi træner, og den bedste praksis i nogle tilfælde, mener jeg, at vores betjente udviste dårlig dømmekraft i denne situation og kunne have ventet på en transportenhed på stedet,« slog Vernon L. Hale fast.

Men der er altså ifølge politiet ingen grund til at retsforfølge betjentene.

Politiet er nu stoppet med at bruge hest og tog til at transportere anholdte.