En betjent i den amerikanske by Spokane er blevet sendt på orlov efter en voldsom anholdelse af en ældre mand.
»Han blev næsten tæsket ihjel for en forseelse, der ville have udløst en bøde på 50 dollar,« som forsvarsadvokaten Tim Note udtrykker det.
Det skriver det lokale medie Spokesman.
Her fremgår det, at man fra Spokane County Sheriff’s Office selv har meldt ud, at den pågældende betjent er blevet sendt hjem.
Det er sket efter en nærmere undersøgelse af det, der skete 14. august.
Her var den 62-årige Kevin Hinton i bil på vej hjem fra en lang tur for at se sit nyfødte barnebarn.
Efter 11 timers kørsel besluttede han sent om aftenen at gøre stop og tage en lur i sin bil. Det gjorde han på en parkeringsplads tilhørende naturområdet Terrace View Park.
Det varede dog ikke længe, inden han blev vækket af betjenten – og så udviklede det sig hurtigt.
En fortumlet Kevin Hinton ville i første omgang ikke opgive sit navn og blev hurtigt efterfølgende trukket ud af bilen af betjenten.
Spokesman skriver, at det endte med otte brækkede ribben, en punkteret lunge, en hjernerystelse og en skadet skulder.
I første omgang blev Kevin Hinton, der også har mistet følelsen i overlæben, dog sigtet for at modsætte sig anholdelsen.
Den sigtelse blev dog øjeblikkeligt droppet, da optagelsen fra betjentens såkaldte bodycam kom for dagens lys.
»Du slog mig så mange gange. Hvorfor slog du mig?« kan man eksempelvis høre en grædende Kevin Hinton sige i optagelsen.
»Fordi du ikke hørte efter,« lyder svaret fra betjenten, der i stedet blev undersøgt.
Og nu er han altså foreløbig sendt hjem. Med løn.
Kevin Hintons advokater vil føre sagen helt til dørs.
»Vi vil være sikre på, at det ikke sker igen,« siger en anden af hans advokater, Josh Maurer.
Lyt til B.T.s krimipodcast 'På Fersk Gerning' her eller der, hvor du normalt lytter til podcast: