Da Eugene Goodman når toppen af trappen, skæver han til venstre: Han er alene.

Han beslutter sig et kort øjeblik senere og går til højre – og de ophidsede demonstranter følger alle efter ham.

Nu bliver den amerikanske politibetjent storhyldet for dét, han ene mand udrettede i forbindelse med onsdagens angreb på den amerikanske Kongres. Det reddede mange menneskeliv, lyder det.

'Ordet 'helt' er ikke dækkende for Eugene Goodman. Hans beslutning og mod kan have reddet vores republik,' som det tidligere senatsmedlem Jaime Harrison skriver på Twitter.

Eugene Goodman er betjenten, der optræder på en af de mest spektakulære optagelser fra urolighederne i det amerikanske parlament. Her kan man se ham løbe op ad trapperne i Kongressen, mens de indtrængende demonstranter følger lige efter. Op, op, op. Se optagelsen nederst i artiklen

Indtil betjenten altså tager ét afgørende valg, da han ser ned ad en tom gang på sin venstre side. CNN-journalisten Kristine Wilson, der til daglig arbejder i Kongresbygningen, beskriver det således:

»Betjenten kaster et blik til venstre. Mellem de to stole er indgangen til Senatet. Han narrer dem til at gå til højre, væk fra deres mål,« skriver hun om situationen, hvor der på det pågældende tidspunkt stadig befandt sig senatsmedlemmer lige på den anden side af den ubevogtede dør:

»Han reddede helt sikkert menneskeliv i onsdags.«

Politiets indsats i forbindelse med angrebet på Kongressen, der endte med at koste fem menneskeliv, har ellers været under hård kritik. Andre optagelser viser eksempelvis, hvordan nogle betjente åbner dørene og lader demonstranterne komme indenfor. En betjent kan også ses tage selfier med demonstranterne.

Flere chefer for den særlige politistyrke i Kongresbygningen er allerede blevet fyret.

Og så er der også Eugene Goodman.

At han lokkede demonstranterne til højre, gav de sidste senatsmedlemmer tid til at blive evakueret. Samtidig nåede han kort efter frem til en område, hvor han kunne få hjælp.

Eugene Goodman ses her til venstre, efter at han har lokket demonstranterne hen til sine kollegaer.
Eugene Goodman ses her til venstre, efter at han har lokket demonstranterne hen til sine kollegaer. Foto: MIKE THEILER
Vis mere

Flere tidligere og nuværende amerikanske politikere samt andre fremtrædende meningsdanner opfordrer nu til, at Eugene Goodman bør modtage USA's fineste orden for sin indsats. Medal of Valor og Presidential Medal Of Freedom bliver nævnt.

'I dette kritiske øjeblik i vores nations historie var han den ene person, der stod mellem demokratiet og tyrannernes styre,' som demokraten Christopher J. Hale skriver på Twitter.

Siden onsdagens angreb har politiet fået identificeret flere af de indtrængende Trump-tilhængere, og mange er allerede blevet anholdt. Indtil videre er der rejst mindst 25 terrorsigtelser.

Her kan du se optagelsen med Eugene Goodman: