Da en 18-årig gerningsmand 24. maj gik til angreb på Robb Elementary School i den texanske by Uvalde og dræbte 19 børn og to lærere, var det ikke uden politiets vidende.

Faktisk havde en af betjentene mulighed for at skyde gerningsmanden, inden han overhovedet var kommet ind på skolen.

Det viser en ny rapport om hændelsen.

Inden gerningsmanden gik ind på skolen med en halvautomatisk militærriffel, var han forinden kørt galt i sin bil og havde affyret skud mod en forretning på den anden side af gaden. Prompte rykkede politiet ud til spektaklet.

Klokken 11.33 gik gerningsmanden rundt på skolens grund med sin AR15-riffel i hånden. En politibetjent havde ham på skudhold og i sigte, men var bekymret for, at et misset skud kunne penetrere skolens mur og ramme skoleelever på den anden side.

I rapporten fremgår det, at betjenten forhørte sig hos sin overordnede for at få grønt lys til at nedlægge manden.

»Men den overordnede kunne enten ikke høre ham eller svarede for sent. Betjenten vendte sig for at få det grønne lys fra sin overordnede, og da han vendte sig tilbage mod den mistænkte, var han allerede uhindret gået ind på skolens vestlige gang,« står der i rapporten.

Rapporten konkluderer, at et dødeligt skud mod gerningsmanden ville have været passende. Også inden gerningsmanden skød og dræbte sine ofre.

Den konkluderer dog også, at betjenten gjorde ret i ikke at skyde, hvis han var nervøs for, at et misset skud kunne have bragt børnene i fare.

Uvaldes politistyrke er allerede kommet under enorm kritik af både højtstående embedsmænd i det juridiske departement og politikere for dens håndtering af skoleskyderiet på Robb Elementary School.

Blandt andet er det kommet frem, at 19 betjente var til stede og ventede i mere end en time på gangene uden for klasseværelserne, hvor gerningsmanden skød og dræbte børnene, inden en patrulje fra den amerikanske grænsekontrol brød ind og nedlagde den 18-årige.

Nyhedsbureauet Reuters har forsøgt at få en kommentar til rapporten fra politiet i Uvalde, men det har ikke været muligt.

/ritzau/Reuters