Politibetjenten Luisa Fernanda Urrea fandt en nyfødt baby i en skov i Columbia og reddede pigen, der var ved at dø af sult, ved at amme hende.

Efter blot otte timer kunne en lille piges liv være slut. Hun kunne have mistet livet i en skov ved Santa Marta i Columbia, fordi hun var blevet efterladt og var ved at sulte ihjel.

Heldigvis endte det ikke sådan for den nyfødte pige, der blev fundet af en politibetjent fra narkoafdelingen ved navn Luisa Fernanda Urrea, skriver det colombianske medie Noticias Caracol.

Hun var lige blevet mor, og var derfor i stand til at give mælk til den stakkels baby. Hendes handling var altafgørende.

For uden kvindens moderlige støtte ville barnet have bukket under for sult og underafkøling, ifølge lægerne.

»Jeg er fornylig blevet mor og kan give mælk, og jeg kunne se, hvilket behov det stakkels, lille væsen havde,« sagde Luisa Fernanda Urrea til Noticias Caracol efter episoden.

Hun tilføjede, at hun tror, at alle kvinder ville have handlet på samme måde, hvis de kunne, i den situation.

Det var en 59-årig kvinde ved navn Edinora Jimenez, der fandt den nyfødte baby. Det bemærkelsesværdige fund gjorde hun, da hun samlede appelsiner og hørte skrig.

»Jeg troede det var en kat, indtil jeg kiggede ordentligt efter og så, at det var en baby,« sagde Edinora Jimenez.

Den lille pige havde nogle rifter og var underafkølet, men hun blev hurtigt behandlet og har det nu bedre, fortæller Javier Martin fra politiet i Valle del Cauca.

Planen er nu, at pigen skal være på et børnehjem, indtil der bliver fundet en familie, der kan adoptere hende.

Derudover er politiet i gang med at finde ud af, hvem pigens mor er, og om hun muligvis skal sigtes for mordforsøg.