En tidligere amerikansk politibetjent risikerer at skulle tilbringe resten af sit liv i fængsel, efter at der torsdag faldt dom i en opsigtsvækkende sag om systematiske seksuelle overgreb og serievoldtægter.

Det skriver Washington Post.

Tårnene fik frit løb og han græd højlydt, da dommeren læste de 12 nævninges afgørelse højt. Daniel Holtzclaw blev torsdag kendt skyldig i 18 ud af 36 anklagepunkter, herunder 13 om grove seksuelle overgreb og voldtægt. Samme dag kunne han fejre sin 29-års fødselsdag.

Det tog mere end 45 timer at nå til enighed om afgørelsen i den månedlange retssag, hvor den tidligere betjent fra den amerikanske by Oklahoma var anklaget for at stå bag en lang række seksuelle forbrydelser udelukkende mod sorte kvinder.

Anklageren i sagen argumenterede for, at den 29-årige systematisk havde udset sig sorte kvinder med en plettet straffeattest og en forhistorie med misbrugsproblemer i håbet om, at ingen ville tage ofrenes eventuelle anmeldelser seriøst.

I alt stod 13 kvinder frem og vidnede om, hvordan Daniel Holtzclaw havde forgrebet sig på dem.

En af dem var en 57-årig bedstemor, som forklarede, hvordan den 29-årige havde stoppet hende i trafikken og anklaget hende for spritkørsel.

Derefter fulgte hun med ham ind i hans politibil, hvor hun blev tvunget til at give ham oralsex. Til gengæld slap hun for at få en sag på halsen.

Det yngste offer var 17 år, da overgrebet fandt sted, og det skete efter at Daniel Holtzclaw havde fulgt hende hjem. Pludselig trak han hendes shorts af og voldtog hende. Dna-spor fra betjentens uniform matchede efterfølgende med en prøve fra det 17-årige offer.

Den 29-åriges forsvarsadvokat forsøgte gennem sagen, at tegne et billede af Daniel Holtzclaw som en mønsterborger, samtidig med at ofrenes troværdighed blev angrebet, særligt deres forhistorie med kriminalitet og narkotika blev fremhævet.

Daniel Holtzclaw blev anholdt tilbage i august 2014, og blev fyret fra sit job hos Oklahoma City Police i januar 2015. Og hos den 29-åriges tidligere arbejdsplads var der stor tilfredshed med dommen.

Strafudmålingen finder sted 21. januar 2016.