En kunde på den populære kaffebar Starbucks fik sig i sidste uge en noget anderledes og overraskende oplevelse, da han købte en stor kop 'hvid chokolademokka med sirup'.

Normalt skriver personalet kundens navn samt kaffetypen på koppen, men på den lokale Starbucks i St. Augustine i den amerikanske stat Florida valgte en ansat at være lidt kreativ. En anelse for kreativ måske.

'Diabetes, her kommer jeg!'

Det var den tekst, som den unavngivne kunde foruden sit navn og kaffetypen kunne læse på sin kop. Den kaffe, han havde bestilt, er med sine 470 kalorier noget af det mest kalorieholdige, man finder på Starbucks-menuen.

'Vittigheden' faldt langt fra i god jord hos kunden, der med det samme fik ledt tankerne hen på sine to søstre, som har type 1 diabetes.

»Det første ord (diabetes, red.) fik mig bare helt automatisk til at tænke på mine to søstre ... Alt det, de har kæmpet med. Alle de lægebesøg, vi har skullet igennem,« siger kunden til det amerikanske lokalmedie Action News Jax.

Kunden tilføjede selv en tekst på koppen og afleverede den tilbage i håb om, at vedkommende, der havde skrevet den upassende bemærkning, i fremtiden ville undlade at dømme andre mennesker.

'To af mine søstre har diabetes, så... Ikke sjovt,' skrev han på koppen.

Indehaveren af den pågældende Starbucks, Kent Miller, får af journalisten forevist billeder af koppen, og hertil fortæller han, at det på ingen måde er noget, Starbucks tolererer fra deres ansatte.