Donald Trump havde håbet på udsættelse, men en retsag om æreskrænkelse får nu lov til at fortsætte mod den amerikanske præsident. Det skriver New York Times.

Sagen opstod efter den amerikanske forfatter E. Jean Carroll sidste år offentligjorde en selvbiografi, hvor Donald Trump - desværre for ham - optræder i en særdeles skidt rolle.

Forfatteren påstår nemlig, at den stenrige erhvervsmand og præsident voldtog hende i et prøverum i et stormagasin på Manhattan i midten af halvfemserne.

Den aktuelle sag handler så ikke direkte om den påståede voldtægt, men om at Donald Trump - da han blev konfronteret med beskyldningerne i bogen - påstod at han slet ikke kendte E. Jean Carroll og at hun i øvrigt var fuld af løgn.

Det fik så forfatteren til at sagsøge Trump for æreskrænkelse, da hun ikke ville finde sig i, at blive kaldt løgner.

Trump har så forsøgt at udskyde sagen, mens retten behandlede en helt anden, men ganske tilsvarende sag om Summer Zervos, en tidligere deltager i realityshowet The Apprentice, hvor Trump medvirkede, som påstår at hun også er blevet forulempet af Trump.

Trump har påstået at han som siddende præsident har immunitet overfor civile søgsmål, som der er tale om her. Men den købte retten i New York altså ikke og har givet tilladelse til, at sagen kan fortsætte.