Det olieboreskib, der nytårsaften stødte på grund ud for Alaskas kyst, har lidt skade. Dog har det indtil videre ikke lækket brændstof.

USA: Olieboreskibet fra Royal Dutch Shell, der som følge af et voldsomt stormvejr nytårsaften stødte på grund ud for Alaskas kyst, har lidt skade fra bølger og oversvømmelser. Skibet har dog indtil videre ikke lækket noget af den halve million liter diesel og over 45.000 liter olie, det indeholder. Det fortæller embedsmænd fra amerikanske beredskabsmyndigheder torsdag ifølge Reuters.

På et pressemøde fortalte driftschefen for Shell i Alaska, Sean Churchfield, at skibet fortsat var oprejst og stabilt, men at det stadig er uklart, hvor alvorlige skaderne er, eller hvor lang tid det vil tage at flytte skibet.

Områdets beboere har udtrykt bekymring for det grundstødte skib, blandt andet fordi det ligger faretruende tæt på et historisk område for regionens indfødte Alutiiq-folk.

To slæbebåde måtte onsdag opgive at flytte på skibet, da slæbebådene selv blev trukket mere end 16 kilometer med retning mod en klippekyst, da de forsøgte at kontrollere det store olieboreskib fra Shell.

Skibet stødte på grund, da det var på vej til Seattle til et vedligeholdelsestjek. Dets brændstoftanke indeholder 541.300 liter diesel og 45.425 liter olie.

Hændelsen har rejst spørgsmål om, hvorvidt det er fornuftigt at bore så langt mod nord på et så miljømæssigt sårbart og teknisk udfordrende sted.

BNB/Reuters