Farverige tatoveringer og en afhugget finger. Det var det, der efter fjorten års eftersøgning endelig førte til, at politiet fandt frem til en berygtet yakuza-leder på flugt.

Sagen begyndte tilbage i 2003, da den japanske mand Kazuhiko Otobe blev fundet dræbt.

Han var en del af grupperingen Yamaguchi-gumi, der er den største af landets organiserede kriminelle yakuza-grupper - som er Japans svar til mafiaen.

Lige siden drabet har politiet ledt efter den mulige gerningsmand Shigeharu Shirai, der som rivalen Kazuhiko Otobe var medlem af Yamaguchi-gumi og var leder af undergrupperingen Kodokai.

Efter fjorten år på flugt er han nu blevet fanget.

Der skriver nyhedsbureauet AFP.

Her ses Shigeharu Shirai og hans tatoveringer blive vist frem af politiet i Thailand.
Her ses Shigeharu Shirai og hans tatoveringer blive vist frem af politiet i Thailand. Foto: ROYAL THAI POLICE HANDOUT
Vis mere

Det var noget så uskyldigt som et billede i en lokalavis i Thailand, der endte med at afsløre, hvor han skjulte sig. På billedet kan man se en mand med meget farverige og markante tatoveringer sidde og spille dam på gaden i den lille thailandske by Lopburi, og zoomer man ind på billedet kan man også se, at manden mangler sin venstre lillefinger.

Nøjagtigt ligesom Shigeharu Shirai gør.

Her ses Shigeharu Shirais hænder - hvor man kan se, at han mangler venstre lillefinger.
Her ses Shigeharu Shirais hænder - hvor man kan se, at han mangler venstre lillefinger. Foto: ROYAL THAI POLICE HANDOUT
Vis mere

At skære lillefingeren af er i Japan en tradition kaldet 'yubitsume'. Det bruges som afstraffelse eller for at vise oprigtig beklagelse over at have begået en fejl eller gjort noget forkert over for en anden person.

Billederne af mand og hans tatoveringer endte med også at blive delt på internettet, hvor de ifølge AFP blev populære og delt vidt og bredt. Det bragte dem blandt andet til Japan, hvor politiet fik øje på dem - og på manden, som de genkendte som den eftersøgte Shigeharu Shirai.

Han er nu blevet anholdt.

Til AFP fortæller en talsmanden for politiet i Thailand, Wirachai Songmetta, at manden har indrømmet, at han var leder af Kodokai, der er tilknyttet Yamaguchi-gumi.

»Den mistænkte har ikke tilstået drabet, men han har indrømmet, at offeret plejede at irritere ham,« siger talsmanden.

Shigeharu Shirai flygtede ifølge nyhedsbureauet til Thailand efter skuddrabet i 2003, hvorefter han blev gift med en lokal kvinde og lod sig 'pensionere' fra sin kriminelle livsstil og sin rolle som leder af undergrupperingen. Siden har han tilsyneladende levet et stille og roligt liv. Indtil billedet af ham blev delt.

Shigeharu Shirai er i dag 74 år gammel.
Shigeharu Shirai er i dag 74 år gammel. Foto: STRINGER
Vis mere

Syv andre yakuza-medlemmer fra Shigeharu Shirais gruppering er allerede blevet idømt mellem 12 og 17 års fængsel er deres roller i drabet på Kazuhiko Otobe.

Der menes at findes 22 forskellige yakuza-grupperinger i Japan. Tilsammen har de mere end 20.000 medlemmer. Næsten 75 procent af dem er tilknyttet Yamaguchi-gumi og to andre grupperinger, Sumiyoshi-kai og Inagawa-kai, som sammen dominerer Japans underverden.

I modsætning til den italienske mafia eller triaderne i Kina er det ikke ulovligt at være medlem af yakuzaen i Japan.

Shigeharu Shirai står til at blive udvist til Japan, når politiet i Thailand har undersøgt sagen mod ham.