Med en verden, der er mere og mere digitaliseret, er frygten for at blive hacket formentligt noget, de fleste kender til.

Men nu er der altså en hacker mindre at bekymre sig om.

I en pressemeddelelse har det amerikanske justitsministerium nemlig annonceret, at en hacker med påståede forbindelser til den berygtede REvil-gruppe er blevet arresteret.

Det er den 22-årige ukrainske statsborger Yaroslav Vasinskyi, der nu er i politiets varetægt.

Foruden anholdelsen blev 6,1 millioner dollar i kryptovaluta beslaglagt, hvilket svarer til mere end 39 millioner danske kroner.

Det var da den 22-årige hacker rejste fra Ukraine til Polen, at han blev anholdt. Amerikanske embedsmænd har derfor anmodet om, at han bliver udleveret til USA.

​​Yaroslav Vasinskyi menes at have en forbindelse til hackergruppen REvil, der første gang dukkede op i 2019.

REvil har været ansvarlig for en lang række angreb på fremtrædende amerikanske virksomheder.

Ifølge retsdokumenter, som blev offentliggjort mandag, har Vasinskyi blandt andet hjulpet med at udføre et stort angreb på den globale it-udbyder Kaseya sidste år.

Også en 28-årig russisk mand ved navn Yevgeniy Polyanin – der formodes at være tilknyttet REvil – er eftersøgt, men fortsat på fri fod.