Selvom Wagnergruppen og det russiske militær begge kæmper for Rusland, er det ikke helt fredeligt de to styrker imellem. 

Nu hævder Wagnergruppen at have tilbageholdt en russisk hærofficer, efter vedkommende åbnede ild mod et Wagner-køretøj i Ukraine. 

Det skriver flere internationale medier – heriblandt BBC og The Guardian. 

Jevgenij Prigozjin, der leder den berygtede gruppe af lejesoldater, Wagner, har på sociale medier delt en video med den tilbageholdte russiske officer. 

I videoen fortæller den russiske officer ifølge The Guardian, at han var beruset, og at hans »personlige modvilje« mod Wagnergruppen fik ham til at bede sine tropper angribe Wagner-bilen.

Kort før, Prisgozjin delte videoen, udgav han også en rapport, hvori der bliver påstået, at Ruslands forsvarsministerium har lagt sprængstoffer langs veje, hvor Wagner-gruppen kørte. 

Den påstand er ikke blevet endeligt bekræftet. 

Stemningen mellem lejesoldatgruppen og Rusland har længe været trykket.

I sidste uge blev Jevgenij Prigozjin anklaget for at planlægge et kup mod den russiske regering. 

Samme uge kritiserede han Ruslands militære ledelse for at miste kontrollen i Bahkmut. »En skændsel,« kaldte han det.