Den excentriske politiker Ed Koch, der var borgmester i New York City gennem 12 år, er død, 88 år gammel.

USA: Amerikansk politik har fredag mistet en af sine mest farverige figurer i Ed Koch, der døde i en alder af 88 år på et hospital i hjembyen New York.

Det var her, at han som borgmester op gennem 1980erne blev berømt i hele USA for sin højlydte og ofte kontroversielle ledelsesstil. Ed Koch blev betegnet som den fødte showman, der aldrig forsømte en chance for at reklamere for sig selv og sin elskede by, men han blev også beskyldt for at vende det blinde øje til den voksende AIDS-epidemi og racespændingerne i millionbyen.

New Yorks nuværende borgmester, Michael Bloomberg, meddeler ifølge Reuters, at flagene på byens offentlige bygninger vil flage på halv stang til ære for Koch.

- Både i officielle og i private sammenhænge var han vores mest utrættelige, frygtløse og troskyldig borgerlige forkæmper. Hans ånd vil leve videre, ikke kun her på rådhuset, og ikke kun på broen, der bærer hans navn, men også blandt alle på tværs af de fem bydele, udtaler Bloomberg ifølge nyhedsbureauet.

- Jeg tror ikke, at der er nogen, der har moret sig lige så meget ved at være borgmester, som Ed Koch gjorde, siger formanden for byrådet i New York City, Christine Quinn.

Ed Koch blev født i 1924 som søn af jødiske indvandrere i bydelen The Bronx. Han indledte sin politiske karriere som byrådsmedlem, inden han i 1969 blev valgt til Repræsentanternes Hus.

Efter at han i 1989 blev fravalgt som Demokraternes borgmesterkandidat, vendte han tilbage til advokatgerningen, men han slap ikke sin bibeskæftigelse som showman. Således var Koch i to år vært på TV-programmet »The Peoples Court«, ligesom han anmeldte film og restauranter for aviser, radio og TV.

Han spillede desuden sig selv i en række film og TV-programmer, blandt andet »Sex and the City«, »Spin City« og Al Pacino-filmen »City Hall«.