Den historiske restaurant Café de la Rotonde i Paris brød lørdag morgen i brand.

Det skriver flere franske medier - heriblandt La Parisien.

Ifølge de franske myndigheder startede branden omkring klokken fem. Branden nåede at sprede sig til et areal på omtrent 10 kvardratmeter, før brandvæsnet fik slukket den.

Ingen personer kom til skade under branden, men ifølge La Parisien er der en del materielle skader.

Derfor vil restauranten også holde lukket de kommende dage. Måske sågar de kommende uger.

Café de la Rotonde ligger i Montparnasse-kvarteret og har gennem tiden haft adskillige prominente stamgæster.

Blandt andre Pablo Picasso, Ernest Hemingway og Francis Scott Fitzgerald har haft deres gang på stedet.

Stedet slog første gang dørene op for gæster i 1911.